3 i én gulerodssalat

En lækker gulerodssalat med et krydderi-strejf af Mellemøsten. Hovedingrediensen i salaten er de sunde gulerødder, som jeg har tilberedt på tre forskellige måder: bagte/blancherede, gulerodsstave og gulerodsbånd. Sammen med gulerødderne har jeg brugt pinjekerner og nødder, spidskommen (det mellemøstlige strejf) og persille, og det hele er toppet med små, halverede mozzarellakugler. Serverer jeg salaten til en ret, der skal i ovnen, bager jeg samtidig 1/3 af gulerødderne, vendt i olivenolie, i stedet for at blanchere dem. Jeg har brugt pinjekerner og pistacienødder, men alle slags nødder kan bruges. Er du nøddeallergiker, kan du skifte nødderne ud med fx rosiner eller græskarkerner, som også passer super godt til gulerødder


Ingredienser

Til 4 personer som tilbehør

  • 2 poser snackgulerødder eller 2 bundter nye gulerødder

  • 1 spsk spidskommenfrø
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • 2 spsk olivenolie
  • 1½ spsk vineddike, gerne hyldeblomst- eller æbleeddike, men anden vineddike kan sagtens bruges
  • 1 håndfuld persille, hakket
  • 50 g pinjekerner, ristede *)
  • 100 g pistacienødder, hakket groft *)
  • 100 g mozzarellakugler, halverede
  • basilikum- og korianderblade, eller andre urter hvis du foretrækker det

*) jeg brugte pinjekerner og pistacienødder, men er du nøddeallergiker, skal du selvfølgelig vælge ud fra det. Brug evt græskarkerner  eller rosiner (som er fremragende til gulerødder) i stedet.

Sådan gør du

  1. Blancher 1/3 af gulerødderne i kogende vand 2-3 minutter, skyl dem i koldt vand og lad dem dryppe af **)
  2. Skær 1/3 af gulerødderne i stave og lav bånd af de sidste gulerødder med en kartoffelskræller eller et mandolinjern
  3. Rør spidskommenfrø, stødt spidskommen, 0livenolie, vineddike og hakket persille sammen i en skål
  4. Tilsæt gulerødder, de ristede pinjekerner og de hakkede nødder og vend det hele forsigtigt
  5. Tilsæt de halve mozzarellakugler og drys med basilikum- og korianderblade eller andre urter

**) serverer jeg salaten til en ret, der skal i ovnen, bager jeg 1/3 af gulerødderne, vendt i olivenolie, i stedet for at blanchere dem