Acai Bowl med skyr

    Forleden, da jeg var i Netto, fandt jeg en dåse acai-pulver, som var på tilbud. Jeg har aldrig prøvet at bruge acai-pulver, men kom i tanke om, at der er acai i en af de Cheasy-yoghurt, jeg spiser til morgenmad, så jeg blev nysgerrig og købte dåsen. Da jeg, som sagt, ikke har prøvet at bruge acai-pulver, søgte jeg rundt på nettet og fandt diverse opskrifter på acai bowl/acai smoothi, og det giver jo mening, når der nu var acai i yoghurten.

    Acaipulver laves af acaibær, som stammer fra en palme, der vokser i Amazonas regnskov. Hvis bærrene skal spises friske, skal det gøres indenfor 24 timer efter plukning. Så derfor kan vi, i Danmark, kun få dem som frysetørrede i pulver eller som extrakt. Acai tilhører det, man kalder for "super food", da bærrene har et højt indhold af antioxydanter. Angiveligt højere end tranebær, hindbær, brombær, jordbær og blåbær. Så der er nok ingen tvivl om, at det er et sundt lille bær. Og så smager det af en mellemting mellem chokolade og brombær, og giver en fantastisk flot farve, når pulveret blandes i en bowle eller smoothy. 

    Man kan lave virkelig mange variationer af bowlen. Laver man den fx med frosne skovbær, er det en god idé at bruge skyr med skovbær. Og ellers bruge en neutral skyr og de bær, man har lyst til. Jeg elsker hindbær, så min version med netop hindbær får du her under. Det er ikke besværligt at lave en lækker iskold acai bowl, og det er en fantastisk morgenmad, som man kan forkæle sig selv med. Eller nyd bowlen som et hygge mellemmåltid eller som dessert   


Ingredienser

til 1 person
  • 2 dl skyr 0,2 %
  • ½ banan
  • 125 g frosne hindbær
  • 2 spsk friskpresset citronsaft
  • 1 tsk revet skal af en ubehandlet/økologisk citron
  • 2 spsk acaipulver
  • ½ tsk vaniljepulver

    Topping

    Friske bær, æble- eller blommestykker, bananskiver, nødder, mynte, basilikumblade, chokoladefager, kokosflager, lakridsgranulat, blomster -  kun fantasien sætter grænser


Sådan gør du

  1. Kom alle ingredienserne i en blender og blend det til en ensartet, cremet smoothie
  2. Kom smoothien i en skål og pynt den med det topping, du har lyst til

    Tips:

    Du kan evt tilsætte 1 dl mælk (jeg bruger skummetmælk), så din acai bowl i stedet bliver en lækker drikke smoothie

    Jeg har også, med succes, serveret acai bowl i små skåle som dessert i stedet for en frugtsuppe. Skal bowlen have et 'rigtig dessert look' kan man komme en kugle vaniljeis i