Æblesirup

    Jeg elsker at lave sirupper, og de hjemmelavede frugtsirupper smager fantastisk. Vores Ingrid Marie æbletræ har i år så mange æbler, at grenene nærmest ligger hen ad græsplænen, så der er virkelig basis for masser af sirup, saft, æblemos, chutney og meget mere. Og både saft og sirup får den smukkeste lyserøde farve, når man bruger Ingrid Marie æblerne. Pektin er med til at få siruppen til at tykne, og der er masser af pektin i æbler. Hvor meget afhænger af sorten, fx er der mere pektin i grønne og i umodne æbler end i røde. Plukker man de røde æbler, inden de er helt modne, kan man godt få gelé og sirup til at stivne. Og ellers kan man, som jeg har gjort, bruge syltesukker i stedet for almindeligt sukker, da det indeholder pektin. Pektinen er i æblernes kernehuse, så derfor er denne opskrift lavet på hele æbler. Det eneste, der fjernes fra æblet er stilk og blomst, og hvis der er pletter eller lign. Så både kerner og kernehus koges med. Æbleskræller er med til at give smag, og hvis det er røde æbler, du bruger, giver skrællen også farve, som i dette tilfælde med Ingrid Marie æblerne. Æblesirup er super anvendelig og kan bruges som andre sirupper til fx is, pandekager, dressing, desserter og kager


Ingredienser

  • 1 kg æbler, jeg brugte Ingrid Marie æbler
  • 1 1/4 l vand
  • 200 g syltesukker

Sådan gør du

  1. Skyld æblerne grundigt
  2. Skær æblerne i mindre stykker og fjern stilk, blomst og evt urenheder
  3. Læg æblerne i en gryde og hæld vandet over. Sørg for, at æblerne er dækkede - du kan evt presse dem lidt ned med en grydeske
  4. Læg låg på gryden, bring den i kog og kog æblerne i ca 30 minutter til de er møre 
  5. Hæld æblerne op i en fintmasket si eller et klæde og lad saften dryppe ned i en skål. Pres til sidst forsigtigt med en grydeske, for at få den sidste saft med. Si derefter saften igen
  6. Hæld saften tilbage i gryden (sørg for at der ikke sidder æblerester i gryden), tilsæt sukker, lad saften koge op og derefter simre uden låg, til siruppen har den ønskede tykkelse. Hvor lang tid, det tager, afhænger af hvor pektinholdige dine æbler er, og hvilken type sukker du bruger. Min sirup kogte 15 minutter. Du kan tjekke konsistensen ved at tage en lille smule op på en kold tallerken. Siruppen bliver tykkere, når den køler, så på den måde kan du tjekke konsistensen
  7. Lad siruppen køle lidt af og hæld den derefter på rengjorte, atamonskoldede flasker. Stil siruppen køligt