Æggewrap med kalkunbacon, svampe og pesto

Jeg er ret vild med æggewraps – en blanding af en omelet og en tortillawrap. I denne version har jeg ladet mig inspirere af det italienske køkkens ingredienser og brugt kalkunbacon, svampe, spidskål, rucola, ost og pesto. Æggewrappen toppes med tomat, agurk, oliven, kapers og persille. Æggewraps er et virkeligt nemt log lækkert måltid. Laver du mere end én omelet (denne opskrift er til 2 stk), kan du lave omeletterne på én gang, på to pander, så de er færdige samtidig. Men du kan også sagtens lave dem én ad gangen, og så holde den første varm og sprød. Nyd omeletten som en middagsret, som en frokostret eller til en brunch

Prøv også min Mexicanske æggewrap med kylling og grønt, som er lavet ud fra samme metode


Ingredienser

Til 2 personer

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 100 g champignon
  • 1 pk kalkunbacon, 100 g
  • 4 æg
  • 2 spsk mælk
  • 1 håndfuld fintsnittet spidskål - hvid, rød eller blandet
  • 1 håndfuld rucola
  • 2 tsk tørret oregano
  • 125 g frisk mozzarella
  • ca 1 spsk grøn pesto på hver, gerne basilikumpesto
  • 2 store tortillapandekager
  • lidt olie til stegning

Topping

  • 1 stor tomat, skåret i tern
  • 1 skoleagurk, skåret i små tern
  • 8-10 sorte oliven, hakket
  • 1 spsk kapers
  • 1 spsk hakket persille
  • 1 spsk olivenolie


Sådan gør du

  1. Start med topping : skær tomat og agurk i små tern og hak oliven. Kom det hele i en skål sammen med hakket persille og kapers og vend det med 1 spsk olivenolie
  2. Pil og hak løg og hvidløg
  3. Rens champignon og hak dem groft
  4. Snit spidskål fint
  5. Skær kalkunbacon i tern
  6. Hak eller riv den friske friske mozzarella i mindre stykker
  7. Pisk æg og mælk sammen og krydr med salt og peber
  8. Varm lidt olie op på to pander, fordel kalkunbacon herpå og rist det et par minutter
  9. Fordel løg og hvidløg på panderne og rist videre 2 minutter, fordel derefter champignon på panderne, drys med oregano og rist endnu et par minutter
  10. Skru ned for varmen,, jævn fyldet ud på panderne og hæld æggemassen over (halvdelen på hver pande)
  11. Lad æggemassen sætte sig lidt og skub derefter let til den, så du laver den pæn rund og lidt mindre i diameter end tortilla pandekagen
  12. Fordel spidskål, rucola og ost ovenpå æggemassen. Smør tortilla- pandekagen med pesto, læg den ovenpå æggemassen med pestosiden nedad, og lad pandekage og æg "smelte lidt sammen"
  13. Når æggemassen har sat sig så meget, at den kan vendes, vender du det hele og steger videre med tortillasiden nedad, til den er blevet sprød. Du kan evt skrue lidt op for varmen
  14. Fold den ene siden af omeletten ind mod midten og derefter den anden side, så den lapper lidt over og vend den med samlingen nedad
  15. Læg dine æggewraps op på et fad eller et bræt, skær dem midt over og fordel toppingen over/ved siden af