Kødboller kan lyde ret kedeligt, men det behøver de absolut ikke at være. Disse 'thai sticky meatballs' er asiatiske oksekødboller fyldt med lækker, spicy smag i en kombination af chili, hvidløg og forårsløg. De er super nemme at lave og bages i ovnen og glaseres med en spicy sauce af Hoisinsauce, lime og sesam. Kødbollerne serveres med nudler eller ris samt ovnbagte grøntsager
Ingredienser
Til
kødbollerne
- 700 g hakket oksekød, kan erstattes med hakket kylling
- 3 spsk revet ingefær
- 2 solo hvidløg eller 5-6 fed almindelig hvidløg
- 4 forårsløg
- 2 spsk Sambal Oelek eller anden chilipasta
- lidt salt og friskkværnet peber
Til saucen
- ½ dl soyasauce
- ½ dl friskpresset limesaft
- ½ dl æblejuice/-saft
- 1 spsk risvinseddike
- 3 spsk Hoisinsauce
- 3 spsk flydende honning
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk tørret knust chili
- 1 spsk hvide sesamfrø
Til servering
- 2 stk bok choy ** (½ bok choy pr person)
- 2 stilk cherrytomater, ca 20 tomater
- det grønne fra forårsløgene
- lidt koriander eller persille
- 1 spsk hvide sesamfrø
- lidt olivenolie til pensling af broccoli og tomater
- ** alternativt kan bruges pak choy (læs om pak choy i linket), broccolibuketter, asparges eller aspargesbroccoli
Sådan gør du
Kødbollerne
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Kom farsen i en skål
- Riv ingefær og pres hvidløg og kom det i skålen til farsen
- Skyl forårsløg, snit det hvide meget fint og gem det grønne til serveringen
- Tilsæt Sambal-Oelek, lidt salt og friskkværnet peber og rør farsen godt sammen
- Form kødboller af farsen - jeg bruger 1 stor spsk fars pr kødbolle - og læg dem på en bageplade med bagepapir
- Skær bok choy kålene igennem på langs, læg dem i den ene ende af bagepladen, pensl dem med lidt olivenolie og drys med salt
- Læg også tomaterne på stilk på bagepladen, pensl med lidt olivenolie og drys med salt (er der ikke plads på bagepladen, må man have to plader i gang)
- Bag kødboller, bok choy og tomater ca 15 minutter, til kødbollerne er møre og har fået en let skorpe. Hold øje med bok choy og tomater så de ikke bliver brændte, men det plejer at passe med, at det hele er færdigt samtidig
- Imens kødboller, bok choy og tomater bager, laver du saucen
- Kom alle ingredienserne i en pande, kog det op under omrøring og lad det småsimre til saucen tykner en smule
- Skær det grønne fra forårsløgene i tynde skiver
- Læg kødbollerne på et fad og hæld lidt af saucen over - server resten i en skål
- Læg tomater og bok choy på fadet og drys med det grønne fra forårsløgene og sesamfrø
- Server med ris eller nudler
Tip:
Jeg kogte basmatiris sammen med quinoa og 1 tsk stødt gurkemeje. Ris og quinoa passer sammen mht vandmængde og kogetid, så brug det, der står på risposen. Jeg brugte ris og quinoa i forholdet 2:1.
Nogle gange, når jeg laver retten, serverer jeg risene til, andre gange lægger jeg risene på fadet og derefter kødboller og grøntsager ovenpå


