Lette retter på varme sommerdage - det er sagen. Denne ret er oprindelig en tapasret, som jeg har lavet om til en middagsret. Det kan man faktisk, med fordel, gøre med rigtig mange tapasretter som fx også laksetern med pikant tomatdressing på aubergine og zucchini
Ingredienser
til 2 personer eller som del af en tapasmenu
- 250 g kogte vannamei rejer eller tigerrejer med haler
- 2 stængler bladselleri
- 150 g bønnespirer
- 12-15 sukkerærter
- 200 g kinakål, alternativt iceberg salat eller anden sprød salat
- ½ rød peber
- 2 spsk kokosolie til stegning, alternativt olivenolie
- ca 150 g ægnudler
Marinade til rejerne
- 3 spsk teriyaki sauce
- 3 spsk friskpresset limesaft (svarer til saft af 1-2 limefrugter)
- 2 tsk flydende honning, fx akaciehonning eller kokossukker/rørsukker
- 2 spsk hakket frisk koriander, hak stænglerne med
- 1 rød chili, vælg en sort samt mængde, der passer dine smagsløg
Topping
- lidt frisk koriander
- lidt frisk mynte
Sådan gør du
- Lad rejerne tø (hvis du bruger frosne rejer) og dryppe af i en si
- Rør ingredienserne til marinaden samme
- Dup rejerne tørre med et stykke køkkenrulle og vend dem i marinaden. Dæk rejerne og sæt dem i køleskabet - gerne et par timer, før de skal bruges
- Skyl bladselleri og skær stænglerne i strimler på ca 5 cm
- Skyl sukkerærter og skær dem i 2-3 strimler på langs
- Skyl og skær den røde peber i tynde strimler
- Skyl bønnespirer, hvis ikke de er skyllet i forvejen
- Skær kinakål eller salat i strimler
- Forbered nudlerne efter anvisning på pakken og skyl dem derefter med koldt vand, så de ikke klistrer sammen
- Varm 1 spsk kokosolie op i en wok eller sauterpande og lynsteg halvdelen af grøntsagerne (undtagen kinakål/salat) heri ca 1½ minut under omrøring. Hæld grøntsagerne op i en skål og læg et låg over. Kom den sidste spsk kokosolie i wok/pande, lynsteg resten af grøntsagerne og kom dem i skålen
- Si marinaden fra rejerne og gem den
- Vend lynhurtigt rejerne i den varme wok/pande
Anret i to skåle hvis retten er en middagsret eller på et fad, hvis retten er en del af en tapas menu. Læg salaten i bunden og anret nudlerne ovenpå. Dryp et par spsk af rejemarinaden over, derefter fordeles grøntsagerne og til sidst rejerne over
Drys med hakket koriander og mynte