Baba ganoush

I vores familie elsker vi baba ganoush, så det er sjovt at have aubergiber i drivhuset, så man lige kan nappen én og gå i gang.

Baba ganoush er en af de arabiske meze, små appetizere, som man bruger som hyggemåltid eller fx som forret samme med små pitabrød eller de grillede pitabrød. Baba ganoush har nogle af de samme ingredienser som humus - men igen, man kan sagtens bruge sin fantasi og tilpasse den til sin egen smag. Vi elsker chili, så derfor kommer jeg ofte en hakket chili i. Ligesom jeg ofte drysser ristede græskarkerner, pinjekerner eller hakkede sorte oliven på toppen. 

Tahin er derimod et must, da det er tahinen, der giver baba ganoushen den nøddeagtige smag.



Ingredienser

til  4 personer som tilbehør

  • 2 mellemstore auberginer

  • 5 spsk friskpresset citron

  • 4 fed presset hvidløg

  • 3 spsk tahin

  • 1 tsk salt

  • evt 1 hakket chili efter smag

  • 2 spsk olivenolie

  • persille til at drysse over

  • evt granatæblekerner, hakkede sorte oliven, ristede græskarkerner eller ristede pinjekerner til pynt

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)

  2. Skyl auberginerne og prik huller i dem med en gaffel

  3. Læg auberginerne på bagepapir på en bageplade og bag dem i ca 50 minutter til de er bløde

  4. Skær auberginerne i halve og skrab kødet ud med en gaffel. Kom auberginekødet i en skål og mos det med gaflen. Jeg kan godt lide baba ganoushen lidt grov, men hvis du gerne vil have den mere findelt og jævnt, kan du med fordel blende auberginekødet.

  5. Pres hvidløg i en skål og bland det med salt, tahin, citronsaften og evt hakket chili

  6. Bland hvidløg/tahin blandingen sammen med auberginekødet og bland det godt sammen.

  7. Anret baba ganoushen i en skål. Hæld en smule olivenolie på toppen og drys med med persille og evt granatæblekerner, hakket oliven, ristede græskarkerner eller ristede pinjekerner.