Blåbærdessert med ladyfingers og mascarponecreme

En super nem, frisk, farvestrålende og fantastisk blåbærdessert. Desserten er virkelig sommeragtig med sin lette luftighed, men den kan sagtens laves hele året, da den laves af frosne bær. Den består af blåbærkompot, ladyfingers og mascarponecreme – de samme ladyfingers og den samme italienske friskost, der bruges til at lave den klassiske tiramisu. Desserten kan sagtens laves med andre bær end blåbær -  fx jordbær, hindbær eller andre bær 

Prøv også min Hindbærdessert med mascarponecreme


Ingredienser

Til 4 personer i glas (vandglasstørrelse)

Blåbærkompot

  • 500 g frosne blåbær
  • 30 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker eller vaniljepasta

Mascarponecreme

  • 100 g mascarpone, italiensk friskost – den samme som man bruger til tiramisu
  • 3 dl piskefløde
  • 25 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker eller vaniljepasta

Desuden

  • 2 ladyfingers pr glas

Pynt

  • Friske blåbær. Har du ikke lige det, kan du bruge lidt revet chokolade eller hakkede nødder. Eller fx spiselige blomster

Sådan gør du

Blåbærkompot

  1. Kom blåbær, sukker og vanilje i en gryde og lad bærrene tø op
  2. Lad de optøede bær koge op og simre i 20 minutter ved middel varme (mas dem evt med grydeskeen under vejs). Smag evt til med ekstra sukker, hvis du synes. Lad blåbærkompotten køle af

Mascarponecreme

  1. Rør mascarpone og piskefløde godt sammen, så det ikke klumper. Rør derefter sukker og vanilje i
  2. Pisk cremen let og luftig – pas på den ikke bliver grynet eller skiller (det går lidt hurtigere, end når man pisker flødeskum)
  3. Vend 4 spsk af blåbærkompotten i cremen
  4. Anret desserten i 4 glas. Fordel blåbærkompotten i bunden af glassene (gem ca 1 spsk pr glas). Knus 2 stk ladyfingers over, dernæst en spsk kompot ovenpå de knuste ladyfingers og slut af med et godt lag af  mascarponecremen

Pynt med friske blåbær. Har du ikke lige det, kan du bruge lidt revet chokolade eller hakkede nødder. Eller fx spiselige blomster

Tip: har du for meget mascarponecreme, kan det sagtens gemmes 1 dag i køleskabet og evt bruges ovenpå is eller frugt