Jeg hører ofte, at broccoli er kedeligt. Men det er ikke korrekt, det er faktisk lækkert i salater. Og så er det jo også sundt. Så jeg har sat mig for at komponere nogle lækre salater med broccoli. Salaten her består udelukkende af 'almindelige' ting, der findes i supermarkedets grøntafdeling hele året. Jeg bruger den til grill eller til fisk - salaten kan varmt anbefales til laks og til tundeller. Se opskriften på mine tundeller her
Ingredienser
Til 2 personer
- 250 g broccoli
- 4 gulerødder
- 65 g salat, evt blandet salat eller babyspinat
- 1 avocado
- 1 pink grapefrugt, en gul kan sagtens bruges, men den røde giver mere farve til salaten
- 3 store spsk granatæblekerner
Topping
- 1 stor håndfuld cashewnødder, gerne saltede
- 2 tsk sesamfrø
- 2 spsk hakket persille
Dressing
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk flydende honning eller sirup
- 2 spsk balsamico eddike
- 1 spsk friskpresset limesaft, citronsaft kan også bruges
- lidt salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Skyl broccolien og lav buketter. Hæld kogende vand over den, lad den stå 1 minut, hæld vandet fra, skyl den i kold vand og lad den dryppe af
- Skyl eller skræl gulerødderne og lav lange bånd af dem med en kartoffelskræller
- Skær grapefrugten i to halve. Lav skiver af den ene halvdel. Pil den anden halvdel og skær den i tern
- Del avocadoen i to halve og skræl den. Lav strimler af den ene halvdel og skær den anden halvdel i tern
- Anret salaten i en skål eller på et fad og fordel broccolien hen over sammen med gulerodsbånd, avocado, grapefrugttern og granatæblekerner
- Bland ingredienserne til dressingen i en skål og hæld den over salaten inden serveringen og drys derefter med cashewnødder, sesamfrø og hakket persille