Butternutsuppe med lækker topping
Ligesom andre græskar - fx Hokkaido - er butternutsquashen super lækker til suppe (og meget andet - fx 'ovnbagt butternutsquash' ). Denne butternutsuppe er super enkel, og man kan variere smagen af den med den topping, man kommer på. Jeg gav suppen et mellemøstligt touch med de krydderier, jeg brugte. Desuden brugte jeg serranoskinke (som jeg er vild med) og lidt kylling, men disse to toppingingredienser kan sagtens udelades, eller erstattes af ristede kikærter/bønner, så man laver suppen vegetarisk.
Jeg er vild med rosenkål og havde købt en stor pose. Jeg skulle bruge nogle til en tærte og i min shakshura med spinat, linser og rosenkål. Jeg fik en rest rosenkål til overs og brugte nogle af dem friske i en salat (jeg elsker rå, friske rosenkål), og resten kom i ovnen sammen med de andre ingredienser, jeg brugte til topping til suppen. Det blev virkelig godt
Ingredienser
Til 4 personer
- 1 butternut squash
- 4 gulerødder
- 2 almindelige løg
- 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
- 1 tsk knuste chiliflager
- ½ tsk stødt spidskommen
- ½ tsk stødt kardemomme
- revet skal af ½ limefrugt. Saften kan du bruge til at smage suppen til med (kan erstattes med citron)
- 6-7 dl grøntsagsbouillon
- 1 lille dåse kokosmælk
- salt og friskkværnet peber til at smage til med
- olivenolie til stegning
Topping
- ca 15 friske rosenkål
- 3 forårsløg skåret i skrå skiver
- revet skal af ½ lime eller citron (den der bliver tilbage fra suppen)
- 60 g serranoskinke og/eller 1 lille kyllingebryst - udelades hvis du vil have suppen vegetarisk
Tip
Krydderierne (chili, spidskommen, kardemomme) kan erstattes med timian, oregano/merian og rosmarin
Hvis du har et stykke sød kartoffel eller et par jordskokker, kan du lave chips af dem sammen med den topping, der skal i ovnen og derefter bruge disse som topping
Sådan gør du
Suppe
- Skræl butternut squashen, skær den over, fjern kernerne og skær den i grove tern
- Skræl gulerødderne og skær dem i tern
- Pil og hak løg og hvidløg samt riv skallen af ½ limefrugt
- Varm en gryde op med olien og sauter løg og hvidløg 1 minut
- Tilsæt butternut og gulerødder og sauter yderligere et par minutter
- Tilsæt grøntsagsbouillon samt krydderier og revet limeskal og lad suppen simre i 15-20 minutter, til grøntsagerne er møre
- Blend suppen til den får en ensartet konsistens og tilsæt derefter kokosmælk
- Smag til med salt og friskkværnet peber og evt lidt limesaft
Topping
- Forbered topping mens suppen koger
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Beklæd en bageplade med bagepapir
- Skær bunden af rosenkålene, så du kan pille bladene af enkeltvis, vend dem i olivenolie, salt og lidt revet citronskal og fordel dem i den ene ende af bagepladen *)
- Læg skiver af serranoskinke på bagepladen (det er nemmest at knække den i små stykker, når den er bagt)
- Skær kyllingebrystet ud i meget tynde, små skiver, vend dem i lidt olivenolie, salt og lidt chili og fordel dem på bagepladen
- Hvis du også har lidt sød kartoffel/jordskok, skærer du det i skiver på ½ cm i tykkelsen og fordeler dem på pladen, hvor der er plads. Hvis du synes, kan du dele hver skive i kvarter, så du får små trekanter
- Bag det hele 10-15 minutter. Hold øje med det. Muligvis skal rosenkålbladene og skinken ud lidt før kylling og sød kartofler, da disse gerne må blive super sprøde og knasende. Rosenkålene må ikke blive helt brune men gerne få en smule farve i kanterne
*) Du kan ikke pille alle rosenkålbladene fra hinanden, men gem 'det lille rosenkål' der bliver tilbage. Disse små rosenkål kan bruges i en rosenkålsuppe eller i en tærte