Chiadessert med brombær og Amarula
Jeg er vild med det. Der er så mange forskellige muligheder for at lave en lækker chiadessert. Til denne dessert har jeg taget udgangspunkt i min grundopskrift til chiagrød og tilsat flødeskum, Amarula og brombærmarmelade. En lækker, let og luftig dessert
Ingredienser
Til 2 glas/portioner
- 2 dl mælk *)
- 4 spsk chiafrø
- 2½ dl piskefløde
- 1 tsk vaniljesukker
- 4 spsk Amarula (sydafrikansk likør a la Baily) - kan sagtens udelades, eller bland det kun i de portioner, de voksne skal spise
- 1 glas brombærmarmelade
- et par friske brombær
*)
du kan bruge den slags mælk, du har lyst til: almindelig mælk,
plantemælk, kokosmælk. Jeg foretrækker selv almindelig mælk (skummetmælk) eller
mandelmælk
Sådan gør du
- Rør mælk og chiafrø godt sammen i en skål. Lad det stå på køkkenbordet ca 5 minutter og rør det igennem igen. Dæk skålen til og sæt den i køleskabet 5-6 timer eller natten over
- Pisk fløden og vaniljesukker til flødeskum og vend chiagrøden heri
- Vend Amarula forsigtigt i
- Læg brombærmarmelade i bunden af 2 glas, derefter chiadessert og top med lidt brombærmarmelade, et par friske brombær og nogle mandelsplitter eller -flager