Chokolade cheesecake med bær

Chokoladecheesecake med bær og appelsin er en super lækker dessert, som både du, din familie og dine gæster vil elske. Jeg holder meget af at lave desserter i portionsglas, også når det gælder cheesecake, så denne chokoladecheesecake er også anrettet i glas. Jeg har brugt champagneskåle, så cheesecaken bliver 'lidt flad, men alle glas kan bruges. Er dine glas mindre end champagneskåle, kan du få 5 glas ud af portionen  


Ingredienser

Til 4 glas. Jeg brugte champagneskåle, men bruger du mindre glas, kan du få 5 glas ud af portionen

Kiksebund

  • 100 g Digestive eller havrekiks
  • 50 g Smør

Ostecreme

  • 200 g mascarpone, alternativ neutral flødeost fx Philadelphia
  • 2 dl piskefløde
  • 75 g mørk chokolade
  • 75 g hvid chokolade *)
  • 2 spsk flormelis
  • 3 blade husblas
  • revet skal og ½ dl saft af en økologisk/ubehandlet appelsin

Topping

  • forskellige bær

*) jeg valgte en mørk og en hvid chokolade, men du kan vælge udelukkende mørk, udelukkende mælkechokolade eller blande

Sådan gør du

Kiksebund

  1. Kom kiksene i en frysepose og smuldr dem til en grov kiksemel ved hjælp af en kagerulle eller en flaske
  2. Smelt smørret i en lille gryde og rør de knuste kiks heri
  3. Fordel kiksemassen i 4 portionsglas. Mas det godt sammenmed en ske og stil glassene på køl ca ½ time

Ostecreme

  1. Smelt chokoladen, begge dele på én gang) over et vandbad eller i mikroovnen ved svag varme, og lad den køle godt af, uden at den sætter sig
  2. Udblød husblas i en stor skål med koldt vand i ca 10-15 minutter 
  3. Pisk fløden til flødeskum
  4. Rør mascarponen sammen med revet appelsinskal og flormelis og vend den afkølede chokolade heri
  5. Varm appelsinsaften op i en lille gryde, vrid husblassen fri for vand og opløs den i saften
  6. Vend et par store skefulde flødeskum i husblassen så den bliver let afkølet og vend derefter resten af flødeskummen og husblassen i ostecremen. Gør det forsigtigt, så ikke du slår luften ud af massen
  7. Tag glassene med kiksebund ud af køleskabet og hæld ostecremen over. Bank dem let ned i bordet, så du undgår lufthuller. Stil på køl i minimum 3 timer eller til massen har sat sig. Den må gerne stå natten over

Inden servering toppes glassene med forskellige bær