Flapjack er en dejlig snack, og den er super nem at lave af kun få ingredienser evt tilsat det, man lige har lyst til af fx tørrede frugter, chokolade eller nødder. Flapjack stammer fra Storbritanien og minder i både smag og tekstur om en blanding mellem en cookie og en müslibar. En flapjack er perfekt til en kop kaffe eller te, i madpakken eller som en lille 'mellemsnack', når der er brug for lidt ny energi
Ingredienser
Grundopskrift
- 75 g smør
- 75 g brun farin
- 1 spsk lys sirup
- 175 g havregryn
Variationer
- Du kan komme lidt mere sirup i, hvis du ønsker lidt mere fedtede kager, der ikke smuldrer så meget
- Tilsæt nødderne, rosiner, tørrede tranebær eller andre tørrede frugter, dadelstykker, kokos eller chokoladestykker
- Du kan erstatte noget af sukkeret med en rest marmelade
- Hæld flydende chokolade over de afkølede flapjacks og lad det stivne inden servering
- Dekorer med glasur eller Royal Icing inden servering
Royal Icing er en form for glasur, der stivner hårdt op og derfor er meget velegnet til fx at dekorere småkager, kiks, honningkager og andre kager. Royal Icing består af æggehvide og flormelis evt tilsat en smag, fx citron- eller limesaft, rosenvand eller mynte
- 300 g flormelis
- 1 bæger æggehvide (svarer til 1-1½ æggehvide)
- vand eller en smagsvariant
Kom alle ingredienser i en skål og pisk med en håndpisker ved medium hastighed i 5-10 minutter, til det bliver stift
Du kan justere konsistensen med mere flormelis, med vand eller din smagsvariant, til du har den konsistens, du ønsker. Konsistensen afhænger af, hvad du skal bruge din icing til, men til småkager og lign. skal du, for det meste, bruge en halvfast-fast konsistens.
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
- Smelt smør, brun farin og sirup i en tykbundet gryde
- Tilsæt havregryn og rør det hele godt sammen
- Beklæd en bageform på ca 20 x 20 med bagepapir og pres havregrynsdejen ned i den og glat den ud
- Bag i ca 20 minutter til 'kagen' er blevet gylden og afkøl derefter i formen. 'Kagen' er blød, når den kommer ud af ovnen, men stivner ved afkøling
- Derefter skæres 'kagen' i firkanter eller aflange bar, som du ønsker det
- Alternativt kan du bruge en firkantet silikoneform - den er nem at få den bagte 'kage' ud af