Galette med bær og rosencreme

Galetter er dejlig nemme at lave, enten som dessert eller som eftermiddagshygge. Jeg havde lidt rabarber og nogle rester af forskellige bær. De blev forvandlet til en lækker galette, som jeg serverede med en rosencreme til. Jeg havde mange forskellige bærrester, men du kan sagtens lave galetten med en enkelt slags bær eller et par stykker. Det giver en dejlig syrlighed at blande rabarber sammen med de, ofte, søde bær, men du kan nøjes med bær, hvilket dog kræver lidt flere. Knas i form af mandler på kanten sammen med rosencremen, som serveres til, er lige prikket over i'et. Rosenvand kan du finde i forskellige etniske markeder/bazarer


Ingredienser

Til 6 personer

  • 1 rulle tærtedej
  • 500 g blandede bær, jeg brugte hindbær, jordbær, solbær og blåbær
  • 100 g rabarber, skåret i stykker på 2-3 cm
  • 1½ dl sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 spsk majsstivelse, fx Maizena
  • 1 økologisk/ubehandlet citron, revet skal heraf
  • 1 stk æggeblomme
  • ca 50 g mandelflager
  • lidt flormelis til at strø på kanten

Rosencreme

  • 250 g mascarpone
  • 2 spsk flormelis
  • 1 spsk rosenvand

*) du kan få rosenvand i etniske butikker/markeder og bazarer eller på www.pandasia.dk 

Sådan gør du

  1. Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
  2. Bland bær, sukker, vaniljesukker, majsstivelse og revet citronskal sammen i en skål
  3. Rul tærtedejen ud og læg den på en bageplade. Fordel rabarberne på dejen med bærrene ovenpå og lad 6 cm være fri hele vejen rundt
  4. Fold halvdelen af kanten (3 cm) ind over resten af kanten, så din kant nu er 3 cm bred. Pres kanten let med fingrene
  5. Pisk æggeblommen let sammen med en gaffel og pensl kanten
  6. Drys mandelflager på kanten
  7. Bag galetten 30-35 minutter, til den er gennembagt, kanten er blevet gylden og bærrene er begyndt af væde
  8. Imens laver du rosencremen

Rosencreme

  1. Rør mascarpone, flormelis og rosenvand godt sammen i en skål. Stil det køligt indtil servering
  2. Lad galetten køle lidt af, inden du serverer den. Drys den med lidt flormelis og server rosencremen til