Græsk salat med bagte tomater

En super lækker græsk salat, hvor tomaterne er bagte og lavet til dressing. Du kan nøjes med at komme lidt af tomatdressingen på salaten og servere resten, så man selv kan supplere efter ønske. Salaten bliver dejlig knasende med de store stykker sprød salat. De bedst egnede salater til denne salat er iceberg og hjertesalat.

Salaten er super til grill, til moussaka, til kødboller, til fisk eller til de retter du normalt serverer salat til – fx sammen med tzatziki

Tip: salaten er meget velegnet som frokostret fx sammen med pitabrød og tzatziki


Ingredienser

Til 4 personer 

  • 1 iceberg eller 2 hjertesalat
  • 1 lille rødløg
  • 1 skoleagurk eller ca 1/3 almindelig agurk
  • 100 g feta
  • 2 dl kalamata oliven, kan erstattes af andre sorte oliven
  • 5-7 cornichoner
  • 1 håndfuld mynteblade
  • lidt olivenolie til at dryppe over

Bagt tomat dressing

  • 250 g cherrytomater
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 spsk rød vineddike, kan erstattes af anden vineddike
  • 1 tsk friske timianblade, kan erstattes af tørret timian - + lidt til servering
  • 1 tsk revet citronskal af en ubehandlet/økologisk citron

Sådan gør du

Bagt tomatdressing

  1. Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
  2. Kom tomaterne i et ovnfast fad/en ovnfast skål, vend dem i 2 spsk olivenolie og lidt salt og peber, og bag tomaterne i den forvarmede ovn 10-12 minutter, til tomaterne er blevet bløde og revner. Lad tomaterne køle helt af
  3. Bland de afkølede tomater med resten af ingredienserne til den bagte tomatdressing, og pres dem let med en ske, så de afgiver saft

Salaten

  1. Mens tomaterne køler, skærer du iceberg i 8 'trekanter'/hjertesalat i kvarte
  2. Pil rødløg, halver det og skær det i tynde strimler
  3. Skær agurk i skiver
  4. Skær cornichonerne i skiver
  5. Anret salat, løg, agurk, oliven, feta, cornichoner og mynteblade på et fad
  6. Kom lidt af tomatdressingen over og drys med lidt ekstra timian
  7. Dryp med lidt olivenolie
  8. Server resten af tomatdressingen ved siden af i en lille skål