Græske kødboller/frikadeller kaldes også keftedes. De serveres ofte sammen med tzatziki i fx pitabrød eller wraps, men de smager også fantastisk som tilbehør til fx kartoffelsalat eller lækre, nye kartofler. Eller man kan 'slå to fluer med ét smæk' og servere dem til en kartoffelsalat med tzatzikidressing og fx en græsk tomatsalat. Kødbollerne egner sig perfekt til at fryse, så jeg laver ofte dobbelt portion, når jeg alligevel er i gang, og kommer den ene portion i fryseren til en dag, hvor maden skal være nem
Ingredienser
Til 4 personer - 16 stk
- 500 g hakket oksekød
- 1 rødløg, revet
- 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg, revet eller presset
- 1 håndfuld frisk mynte - hakket, hvis du bedre kan lide persille, kan du bruge det i stedet
- 1 rød chili – vælg efter dine smagsløg for medium spicy kødboller
- 1 tsk tørret oregano
- ½ tsk stødt eller revet muskatnød
- 1 æg
- 3 spsk rasp
- salt og friskkværnet peber
- olivenolie eller anden olie til stegning
Desuden
- lidt mel tilsat tørret oregano til at rulle kødbollerne i
Sådan gør du
- Kom oksekødet i en skål og riv løg og hvidløg deri
- Hak den røde chili og mynten fint og tilsæt
- Tilsæt resten af ingredienserne og rør farsen godt sammen. Juster evt med mere rasp, hvis farsen er forblød. Lad farsen hvile ca ½ time
- Form 16 kødboller af farsen, rul dem derefter lidt aflange og rul dem i mel tilsat tørret oregano
- Varm olien op i en pande ved middelvarme og steg kødbollerne heri, til de er gyldne på alle sider og gennemstegte eller rosa, som du foretrækker det