Grønne fettuccine med laks og sød chili

En lækker pastaret, hvor jeg har brugt grønne fettuccine (dem med spinat) i en skøn dressing a la thai med limesaft, soya og chili. Thai-temaet har jeg ligeledes brugt i den 'pasta', jeg smurte på laksen – løg, ingefær, citrongræs, chilli. Jeg serverede desuden små nye gulerødder marineret i hyldeblomstdressing (som du finder her) til laksen, men det er ikke et must - retten fungerer perfekt uden


Ingredienser

Til 2 personer

Olie- løg dressing

  • 2 spsk olivenolie eller anden olie
  • 1 spsk hakket ingefær
  • 1 rødløg, mellemstort
  • 1 stilk citrongræs, den hvide del

Laks

  • 2 spsk olivenolie eller anden olie
  • 1½ spsk flydende honning
  • 2 store spsk chilipasta i soyabønne olie
  • et stykke laks uden ben på ca 400 g

Pasta

  • ca 200 g fettuccine, de grønne med spinat
  • 80 ml friskpresset limesaft
  • 2½ tsk sukker, gerne palmesukker eller rørsukker
  • 2 tsk soyasauce
  • ½ tsk chiliflager

Toppings

  • 1 spsk ristede pinjekerner
  • lidt mynteblade og eller basilikumblade
  • ½ tsk chiliflager


Sådan gør du

Olie-løgdressing

  1. Skræl og hak ingefær fint og hak den hvide del af citrongræs fint
  2. Pil løg, del det på midten og skær det i tynde strimler
  3. Varm olivenolien op ved svag varme i en lille gryde, tilsæt ingefær, løg og citrongræs og steg det 6-8 minutter til løget bliver blødt men ikke brunt. Lad det køle af

Laksen

  1. Varm ovnen op til 200 grader (varmluft)
  2. Rør olie, chilipasta og honning sammen i en skål
  3. Beklæd et ovnfast fad med bagepapir, læg laksen heri og smør chili-honning blandingen over
  4. Bag laksen i ovnen 15-18 minutter, afhængig af tykkelsen
  5. Tag laksen ud, dæk den med stanniol og lad den hvile

Pasta

  1. Tilbered pastaen efter anvisning på pakken, hæld den op i en si, skyl let med varmt vand og kom pastaen i en skål
  2. Pisk limesaft, sukker, soya og chiliflager sammen med olie-løg dressingen
  3. Vend 3/4 af den sammenpiskede dressing i nudlerne

Anretning

  1. Anret nudlerne på 2 tallerkener sammen med skiver af laks. Hæld resten af dressingen over og top med de ristede pinjekerner, mynteblade/basilikumblade og lidt chiliflager/frisk hakket chili
  2. Server anretningen lun eller kølig med resten af dressingen i en lille skål