Det er sjovt at lave tærter og lækkert at spise dem. Der er et utal af muligheder for kombinationer af grøntsager, fisk, skaldyr og kød, så man kan nemt lave sin helt egen tærte med årstidens råvarer.
Når jeg laver tærter, springer jeg somme tider over, hvor gærdet er lavest og bruger færdiglavet tærtedej - det fungerer udmærket og smager dejligt. Andre gange laver jeg min tærtedej selv.
Jeg har her valgt at lave en tærte med hokkaidogræskar, som vi holder meget af, i kombination med porre og laks. Hokkaidoens sødlige og nøddeagtige smag, går perfekt i spænd med den lidt stærke porre samt laks.
I stedet for at kassere hokkaidokernerne, kan du lave snacks af disse. Du kan lægge dem på et stykke bagepapir eller i et lille fad ved siden af tærten, mens den bager
Ingredienser
til 4 personer
- 2 stk laksesteak
- 1 hokkaidogræskar
- 1 porre
- 2 fed hvidløg
- 1 chili - vælg den styrke, der passer dine smagsløg
- 2 tsk rosmarin
- ½ tsk salt
- 3 dl skyr naturel 0,2%
- 4 æg
- 1 pakke tærtedej - eller du kan lave dejen selv
- olivenolie
- persille til at drysse over
- 1 citron
Hvis du laver tærtedejen selv, er her de ingredienser, jeg plejer at bruge
- 100 g kold smør
- 180 g hvedemel - 60 g kan erstattes med rugmel
- 2 spsk vand
- ½ tsk salt
Sådan gør du
Hvis du bruger færdiglavet tærtedej, springer du til punkt 3
- Skær smørret i stykker og hak det sammen med melet
- Tilsæt vand og salt og ælt dejen sammen
- Smør tærteformen
- Tryk dejen ud i en tærteform (ca. 24 cm) - husk også op ad kanterne.
- Prik huller i tærtebunden med en gaffel og stil den koldt i ½ time. Hvis du bruger færdiglavet tærtedej, lægger du dejen i tærteformen, presser det lidt fast - også op ad kanterne
- Forbag tærtebunden ca. 10 min ved 180 grader (varmluft)
- Læg laksesteaksene i et fad og pres saften af 1 citron over. Når du tager tærtebunden ud fra forbagningen, sætter du laksesteaksene ind og steger dem 15-16 minutter
Start på fyldet
- Halver hokkaidogræskarret, skæl det og fjern kerner og skær hokkaidoen i tern
- Skær porre i ringe og hak hvidløg og chili
- Sauter porre og hvidløg i olivenolie til porren er blevet lidt blank
- Tilsæt rosmarin og salt
- Tilsæt hokkaidosternene og rist disse med til de bliver lidt møre. Ikke for bløde, for de skal også i ovnen bagefter
- Pisk skyr og æg sammen med en gaffel og tilsæt lidt salt og peber
- Når laksen er klar skæres den i passende stykker
Fordel
hokkaidoblandingen og laksen på den forbagte tærtebund og hæld
ægge/skyrmassen over
Bag nu tærten ved 180 grader (varmluft) i ca ½ time til æggemassen har sat sig og er stivnet
Server med grøn salat og evt en ananassalsa
Tip: Hvis du har en ovn, der kan give undervarme med luftcirkulation, behøver du ikke forbage tærtebunden men give den 200 grader i ca 25 minutter på underste ribbe