Hvid chokolademousse med bagt rabarberkompot og makroner

Jeg er vild med rabarberkompot - både den kogte og den bagte. Kompotterne er super lækre og anvendelige i mange desserter og kager. Rabarber er en syrlig grøntsag (det er faktisk en grøntsag, selvom man kalder det en frugt), der komplementeres fantastisk af den søde hvide chokolade sammen med lidt likør eller portvin. De friske jordbær på toppen sætter prikken over i'et i denne lækre dessert


Ingredienser

Til 4-6 personer - 4-6 skåle/glas afhængig af størrelse

  • 150 g hvid chokolade, groft hakket
  • 2½ dl piskefløde
  • 6 æggeblommer, alternativ 3 bægre pasteuriserede (gem æggehviderne)*)
  • 50 g rørsukker
  • 2-3 makroner pr glas
  • 1 spsk Amaretto pr glas- kan erstattes af anden likør eller portvin

Bagt rabarberkompot

  • 300 g rabarber, renset vægt
  • 5 spsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker

Pynt

  • 1-2 hele jordbær pr glas. Som alternativ til jordbær kan alle bær bruges. Vælg de bær, du bedst kan lide

  • lidt revet mørk chokolade eller kakao nips
  • et par mynteblade

*) æggehviderne kan holde sig nogle dage i køleskabet

Sådan gør du

Bagt rabarberkompot

  1. Tænd ovnen på 200° (varmluft)
  2. Skær top og bund af rabarberne, skær dem i skrå skiver på ca 3½ cm og læg dem i et ovnfast fad
  3. Bland sukker og vaniljesukker og drys det over rabarberne
  4. Dæk fadet med stanniol og bag rabarberne i 25 minutter og afkøl dem derefter

Hvid chokolademousse

  1. Pisk fløden til skum, og stil til side
  2. Pisk æggeblommer og sukker hvide og luftige
  3. Smelt chokoladen over vandbad, afkøl den let og rør den i æggeblommer-sukker blandingen
  4. Vend forsigtigt flødeskummet i chokoladeblandingen lidt ad gangen
  5. Knus makronerne let, læg dem i bunden af 4 dessertglas og dryp dem med Amaretto
  6. Mas rabarberne lidt med en ske og fordel den bagte rabarberkompot over makronerne og dernæst den hvide chokolademousse. Stil glassene på køl i minimum 4 timer
  7. Læg halverede jordbær på chokolademoussen og drys med lidt revet chokolade eller kakao nips