Kirsebærtrifli

Jeg elsker kirsebær. Det er godt, at fuglene spiser nogle af de lækre mørkerøde kirsebær fra kirsebærtræet i haven - ellers ville jeg gå rundt med konstant mavepine :-) Heldigvis er der virkelig mange bær igen i år, så nu er tiden kommet til en kirsebærtrifli

Trifli er en fantastisk dessert - klassisk fra barndommens søndage - men den kan stadig noget. Man kan lave trifli hele året, men om sommeren er det lækkert at lave desserten med friske sommerbær som fx ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær, brombær eller som her med kirsebær


Ingredienser

Til 4 glas
  • 300 g kirsebær
  • 2 spsk flormelis
  • 4 spsk Amaretto (italiensk likør) - gode alternativer er sherry, portvin eller en god rom

Creme

  • 2 æggeblommer
  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk. Maizena
  • 2½ dl mælk
  • 2 dl piskefløde
  • 1 spsk Amaretto likør

Desuden

  • 125 g makroner eller hvad der svarer til 2-3 makroner pr glas

Pynt

  • Friske kirsebær, frysetørret kirsebærpulver, chokoladedrys eller mandler

Sådan gør du

  1. Udsten kirsebærrene og læg dem i en skål, drys med flormelis og hæld Amaretto over. Stil skålen i køleskabet. Kirsebærrene kan sagtens laves dagen før, du vil lave din trifli, så får de mere Amaretto smag

Creme

  1. Rør æggeblommer, sukker og Maizena sammen i en lille gryde
  2. Tilsæt mælken og pisk det sammen
  3. Kog æggeblandingen op under piskning og kog 1 minut (stadig under piskning). Lad cremen køle af
  4. Mens cremen køler af, piskes fløden til flødeskum
  5. Rør 1 spsk Amaretto likør i flødeskummet
  6. Når cremen er kold, vendes den med flødeskummet
  7. Knus makronerne groft
  8. Anret i lag i glas. Læg først et lag creme, derefter kirsebær, knuste makroner, creme, kirsebær og creme til sidst (du kan sagtens lave en anden rækkefølge men afslut med creme)
  9. Stil triflien i køleskabet i 1 time (eller mere) inden servering

 

Pynt med fx friske kirsebær, frysetørret kirsebærpulver, chokoladedrys eller mandler