Knuste kartofler

Knuste kartofler er en sjov og lækker måde at bruge kartofler på. Hvis du har en rest kogte kartofler (med skræl på) er det hurtigt at lave en omgang knuste kartofler. Og det tager heller ikke lang tid lige at koge kartoflerne først. De skal blot knuses med bunden af et glas og pensles med olie samt de krydderier, du har lyst til, eller som passer til det, du vil servere kartoflerne til. Hvis du vil, kan du erstatte olivenolie med smelte smør

Kartoflerne kan anvendes til mange slags retter. Jeg serverede dem til laksesteaks sammen med en blomkåls-kumquatssalat.


Ingredienser

til 2-3 personer som tilbehør til fiske- eller kødretter

  • 500 g kartofler
  • 2 spsk olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk tørret rosmarin
  • salt

Sådan gør du

  1. Vask kartoflerne grundigt og lad dem beholde skrællen på
  2. Kog kartoflerne møre i vand med lidt salt
  3. Varm ovnen op på 200 grader
  4. Kom olivenolien i en skål, pres hvidløg ned i skålen og kom tørret rosmarin i. Rør det hele sammen
  5. Læg de kogte kartofler på en bageplade med bagepapir eller i et smurt ovnfast fad og knus dem ved at mase dem (ikke helt til mos) med bunden af et glas eller lignende
  6. Pensl kartoflerne med olie/hvidløgs/rosmarinblandingen og drys med salt
  7. Bag kartoflerne i ca 15 minutter til de er gyldne og let sprøde