I Indonesien spiser man, som i hele Asien, mange ris. Kogte ris, stegte ris, ris på alle måder. Og jeg har lagt mærke til, at der, ud over ris, meget ofte er jordnødder i eller til maden. På en restaurant i Nusa Dua på Bali - en restaurant, hvor alt var lilla (dog ikke maden :-) - fik vi på et tidspunkt en fantastisk og meget simpel risret med jordnødder og rejer. Her kommer den version, jeg smagte mig frem til - den er super nem at lave, og processen minder lidt om den italienske risotto. Undlader man rejerne, har man en lækker vegetarret, og man kan fx grille tofustykker i stedet for de grillede rejer
Ingredienser
til 4 personer
- 5 dl ris
- 1 dl grofthakkede jordnødder
- 2 spsk kokosmel
- 1 stængel citrongræs
- 2 forårsløg
- 1 tsk stødt karry, gerne lidt stærk karry fx Madras karry
- 1 tsk stødt spidskommen
- ½ tsk stødt kardemomme
- 1 tsk stødt gurkemeje
- ½ tsk stødt chili
- 1 ds kokosmælk, 400 ml
- 6 dl vand
- 2 spsk kokosolie - anden olie kan bruges
- ca 200 g rejer, fx alminelig store grønlandske rejer
- 50 g sukkerærter
Til servering
- 6 vannamei rejer (de kogte) med haler pr person - andre store rejer kan bruges men lad halerne sidde på
- 1 æg pr person
- 1 lille skål sød chilisauce pr person
- 1 lille skål soyasauce, gerne indonesisk, pr person
- 2 forårsløg skåret i skrå skiver på ca 3 cm
- 1 lille skål med små ananasstykker
- evt frisk hakket koriander
Sådan gør du
- Tø rejerne op - både de små og vannamei rejerne og si væden fra
- Snit citrongræs og forårsløg i tynde skiver
- Bland krydderierne, undtagen karry, sammen i en lille skål
- Skyl og snit sukkerærterne igennem på langs
- Varm en sauterpande eller gryde op og tørrist karryen heri et minut under omrøring
- Tilsæt kokosolien og rist jordnødderne til de tager lidt farve
- Tilsæt derefter kokosmelet og krydderierne og rør det sammen
- Tilsæt kokosmælk, vand og citrongræs, bring det i kog og tilsæt risene
- Læg låg på og lad risene koge ca 10 minutter til væsken er næsten væk, sluk for varmen og vend forsigtigt rejer og sukkerærter i. Læg igen låg på og lad risene stå til al væden er absorberet.
- Mens risene koger, kommer du vannameirejer på små spyd, 3 på hver (2 spyd pr person). Grill dem i ovnen efter de forskrifter, der hører til din ovn.
- Lav også omeletter af 1 æg pr person. Pisk 1 æg ad gangen sammen med et nip tørret chili og steg omeletten, som køles lidt af, så den kan rulles.
Anret risretten sammen med grillede
rejespyd, omelet samt chili- og soyasauce, ananasstykker og drys med
de skråtskårne forårsløg og evt koriander
Tips: hvis der skal laves mange omeletter, kan man lave af 2 æg ad gangen, skære den midt over og rulle ½ omelet