Kylling med ananas og cashewnødder

Selvom jeg altid nyder at lave mad, må det jo godt, en gang imellem, være nemt og hurtigt. Og her er thairetter et virkeligt godt bud. De er ofte hurtige at lave og altid smagfulde med blandingen af krydderier, frugt, grøntsager og evt kød eller fisk. 'Den nemme' hos os i dag blev kylling med ananas og cashewnødder, som findes i mange variationer og ikke er særlig spicy -  her kommer min version af retten


Ingredienser

til 4 personer - retten kan halveres og serveres sammen med 3-4 andre thairetter, som en ret, der kun er medium stærk

  • ca 600 g kyllingebryst
  • 2 spsk kokosmel
  • 80 g cashewnødder
  • 5 fed hvidløg
  • 1 rød chili, vælg den styrke, der passer dine smagsløg - retten er medium stærk
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 rød peberfrugt
  • 4 forårsløg
  • 6 spsk østerssauce
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 tsk palmesukker, hvis du bruger rørsukker eller almindelig sukker, skal du kun bruge 1-1½ tsk
  • ½ ananas
  • 2 spsk kokosolie til stegning - anden olie kan bruges
  • ris

Sådan gør du

  1. Rist cashewnødderne på en tør pande og sæt dem til side
  2. Rist kokosmel på en tør pande og sæt det til side
  3. Pil og hak hvidløg fint
  4. Snit forårsløg i tynde skiver - gem nogle af de grønne stykker fra toppen til pynt
  5. Fjern kernerne fra chilien og skær den i tynde skiver - hvis du lader kernerne være, bliver retten mere spicy
  6. Skær den røde og den grønne peberfrugt i tynde strimler
  7. Del den halve ananas i 4 stykker på langs, fjern den hårde stok i midten og skær ananassen i skiver på ca 1 cm
  8. Skær kyllingebrysterne i tynde strimler
  9. Varm kokosolien op i en wok, sauterpande eller pande med høje kanter og sauter hvidløg og chili heri 1 minut
  10. Tilsæt kyllingestykkerne, brun dem på alle sider og lad dem stege, til de er gennemstegte
  11. Tilsæt peberstrimler, forårsløg og ananas
  12. Tilsæt østerssauce, soyasauce samt palmesukker og varm retten igennem
  13. Til sidst vendes de ristede cashewnødder i retten

Server med kogte ris og drysset med det grønne af forårsløgene, små skåle med mango- eller æblechutney samt små skåle med det ristede kokosmel