Kyllingekødboller i sur-sød sauce

    At bruge hakket kylling er en god afveksling fra kyllingebryst/kyllingelår, og så er det nemt at have med at gøre. Jeg har i denne asiatisk inspirerede ret netop brugt hakket kylling til at lave nogle lækre kødboller, som jeg serverer i en sur-sød sauce sammen med masser af peberfrugt og ananas. Jeg brugte ananas fra dåse, for at kunne bruge den lage, der er i dåsen. Bruger du frisk ananas i små tern i stedet, kan du erstatte ananaslagen med fx ananasjuice eller grøntsagsbouillon  


Ingredienser

12 kødboller - 3-4 personer

Kødboller

  • 450 g hakket kylling
  • 1 æggeblomme
  • 1 fintsnittet forårsløg
  • 2 fed hvidløg eller ½ solohvidløg, presset
  • ½ spsk revet ingefær
  • ½ tsk soyasauce
  • ½ dl panko rasp *)
  • olie til stegning

Sur-sød sauce

  • 1 gul og 1 rød peber
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg eller ½ solohvidløg (det halve der blev til rest fra kødbollerne)
  • 1 lille ds ananas, 140 g (drænet vægt)
  • ½ ds tomatkoncentrat, 70 g
  • 4 spsk riseddike. Hvis du ikke har det, kan du bruge almindelig lagereddike
  • 2 spsk palmesukker - rørsukker eller almindelig sukker kan sagtens bruges
  • 1½ dl lage fra ananassen (det er cirka, hvad der er i dåsen) + ½ dl vand
  • 2 tsk chilipasta, fx Sambal-Oelek
  • 2 spsk soyasauce
  • 2 spsk Maizena eller anden majsstivelse rørt ud i 2-3 spsk koldt vand
  • 1 spsk olie til stegning

Topping

  • 2 skråtskårede forårsløg
  • lidt frisk koriander

Til servering

  • kogte ris efter eget valg (jeg bruger Basmatiris)

*) Pankorasp er en speciel japansk rasp, der har en større krumme end almindelig rasp. Raspen er rigtig god til panering, da den suger mindre fedtstof, hvilket giver en mere sprød krumme og mindre fedt i maden. Raspen er lavet af hvede, kartoffelstivelse eller ris. Man kan købe raspen i asiatiske supermarkeder og blandt andet i Fakta. I disse kyllingekødboller skal raspen blandes i kødet, og da krummen er større end almindelig rasp, giver det mere luftighed. Men selvfølgelig kan almindelig rasp bruges 

Sådan gør du

Kødboller

  1. Rør alle ingredienserne til kødbollerne godt sammen
  2. Form ca 12 kødboller, som steges i lidt olie på en pande ved jævn varme til de er gennemstegt (ca 5-6 minutter). Lad dem hvile til saucen er lavet
  3. Kog risene efter anvisning på pakken og lav imens sur-sød saucen

Sur-sød saucen

  1. Hæld ananas i en si og lad den dryppe af - gem lagen!
  2. Skyl den røde og den gule peber. Skær den ene i strimler og den anden i tern
  3. Pil rødløg, del det i to halvdele. Skær den ene halvdel i strimler og den anden i tern
  4. Pil og hak hvidløg fint
  5. Rør tomatkoncentrat, riseddike, palmesukker, chilipasta, soyasauce, lagen fra ananassen og Maizena, der er rørt ud i vand sammen i en skål
  6. Varm 1 spsk olie op i en pande og sauter løg og hvidløg 1 minut ved middel varme
  7. Tilsæt peberfrugt og og sauter yderligere 1 minut
  8. Tilsæt ananas og hæld saucen i panden. Rør det godt sammen og lad det simre et par minutter under omrøring til saucen tykner
  9. Vend kødbolerne i saucen og varm igennem

Server retten drysset med forårsløg og frisk koriander sammen med de kogte ris