Kyllingegryde med jordskokker og svampe i lækker kokossauce
Kyllingegryde med jordskokker og svampe er en herlig simreret med masser af smag. Kylling, grøntsager og krydderier går op i en højere enhed i kokossaucen, og retten er nem at lave. Jeg serverer ris til retten, men den fungerer også fint med pasta
Ingredienser
Til 4 personer
- 600 g kyllingebryst
- 350 g brune champignon
- 250 g jordskokker, kan erstattes af kartofler
- 1 stort løg
- 50 g babyspinat
- 1 solohvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
- ½-1 tsk knuste chiliflager
- ½ tsk stødt muskatnød
- 1 tsk tørret oregano
- 1 tsk tørret timian
- 1 ds kokosmælk
- ½ ds tomatkoncentrat, 70 g
- salt og friskkværnet peber
- lidt olie til stegning
Til servering
- kogte ris
- lidt grønt drys, fx basilikum eller persille. Har du nogle blade fra en selleri eller bladselleri, er det også godt eller rød snackpeber i tynde ringe
Sådan gør du
- Rens champignonerne og skær dem i halve. Er de små, lader jeg dem være hele
- Rens jordskokker og skær dem i mundrette tern
- Pil og hak løg og hvidløg fint
- Skær kyllingebrystet i mundrette stykker
- Varm olien op i en pande med høj kant eller en gryde og rist kyllingestykkerne til de bliver let gyldne
- Tilsæt løg, hvidløg og jordskokker og rist til løgene er blevet klare
- Tilsæt champignon og rist dem med 1 minut
- Tilsæt herefter chiliflager, muskatnød, timian og oregano og rør det godt rundt
- Tilsæt nu tomatkoncentrat og kokosmælk, rør det hele grundigt sammen, læg låg på og lad retten småsimre til kylling og jordskogger er møre
- Tilsæt babyspinat og rør det sammen med saucen, til det falder sammen
- Smag til med salt og frikværnet peber og server retten med ris samt drysset med det grønt, du har valgt