Ingefærlaks med ristede gulerødder

Japansk mad er let, elegant og sundt. Til denne ret har jeg ladet mig inspirere af en japansk ret, jeg har fået på en restaurant i Tokyo. Retten er meget enkel og super nem at lave. Og så smager den fantastisk med teriyakidressingen, Det er vigtigt at laksestykkerne er lidt større end grøntsagsstykkerne, så det passer med stegetiden i ovnen. Og super lækkert med de stegte gulerødder til


Ingredienser

til 4 personer

  • ca 600 g laks
  • 400 g blomkål
  • 300 g søde kartofler
  • 1 agurk
  • 3 spsk smeltet kokosolie, olivenolie kan bruges
  • ca 1 dl ris pr person

Gulerødder

  • 8 snackgulerødder (2 pr person)
  • 2 spsk kokosmel
  • 2 spsk hakkede mandler
  • 1 spsk sorte sesamfrø
  • 1 spsk lyse sesamfrø
  • lidt kokosolie

Dressing til laks og grøntsager

  • 4 spsk sesamolie
  • 4 spsk teriyakisauce
  • 4 spsk sød chilisauce (kan udelades)
  • 2 spsk friskpresset appelsinsaft
  • 2 spsk madsake (risvin eller merin kan bruges - se billede nedenfor)
  • 2 spsk revet ingefær

Til risene

  • 4 spsk hakkede champignon
  • 6 spsk friskpresset appelsinsaft (1½ spsk pr person)

Sådan gør du

Dressing

  1. Riv ingefær og bland alle ingredienserne til dressingen sammen og stil til side

Gulerødder

  1. Skyl gulerødderne og tør dem med køkkenrulle eller viskestykke
  2. Bland kokosmel, sesam og mandler sammen og rist på en tør pande til det tager lidt farve. Hæld op på en tallerken eller et stykke bagepapir og bred det ud
  3. Rist gulerødderne i en lille smule kokosolie og rul dem bagefter i 'drysset' - stil til side til servering

Til risene

  1. Hak champignon og rist dem på en tør pande. Stil til side til servering

Laks og grøntsager

  1. Smelt kokosolie og kom det i en skål, hvor grøntsager og laks kan være i
  2. Lav små buketter af blomkål og kom i skålen
  3. Skræl de søde kartofler, skær i firkanter på ca 1½ x 1½ cm og kom dem i skålen
  4. Skyl og skær agurken i tern på ca 1½ x 1½ cm og kom dem i skålen
  5. Skær laksen ud i firkanter ca 2 x 2 cm og kom dem i skålen
  6. Bland laks og grøntsager forsigtigt sammen, så der kommer kokosolie på og hæld det ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for, at det ligger i ét lag
  7. Sæt pladen i en kold ovn, som tændes på 180 grader (varmluft) og steges i 18 minutter
  8. Mens laks og grøntsager steger, koges risene efter anvisning på pakken

Anret risene i små portionsskåle med 1 spsk hakkede champignon og 1½ spsk friskpresset appelsinsaft over

Anret laks og grøntsager på tallerkner, hæld dressingen over og læg de ristede gulerødder ved. Hvis dine tallerkner er store nok, serveres skålene med ris på tallerknerne og ellers ved siden af