Laks med rød spidskål og asiatisk dressing

En supernem og lækker wokret med laks og asiatisk dressing. Retten er super sund med sine mange grøntsager og den gode laks. Da mad jo både er for smagsløg og øjne, har jeg valgt at lave retten farvestrålende med det røde spidskål, rødløg, gul peber og de grønne edamamebønner. Men har du en rest hvid spidskål og en rest rød peber, kan det jo sagtens erstatte det røde spidskål og den gule peber. Man kan, med fordel, rydde op i grøntsagsskuffen, hvis der er rester. Server gerne nogle limebåde til retten, da lime fremhæver de enkelte smage. Er du ikke til koriander, kan du erstatte det med basilikum eller helt undlade urter


Ingredienser

Til 2 personer

  • 250 g rød spidskål
  • ½ gul peber
  • 1 lille rødløg
  • 2 stk forårsløg
  • 225 g laks/laksesteaks
  • 1 dl frosne edamamebønner
  • lidt frisk koriander
  • 1 chili
  • lidt olie til stegning

Asiatisk dressing

  • ½ dl sojasauce
  • 2 spsk sukker
  • ¼ dl limesaft
  • ¼ dl vand
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk revet ingefær
  • evt lidt frisk eller tørret chili

Til servering

  • kogte ris
  • limebåde
  • evt lidt chiliflager

Sådan gør du

  1. Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og stil den til side
  2. Snit spidskålen
  3. Skyl peber og skær den i tynde strimler
  4. Pil rødløg, halver det og skær det i tynde skiver
  5. Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver på ca 2 cm
  6. Tø edamamebønnerne op i kogende vand, lad dem være i 2 minutter og si vandet fra
  7. Kog risene efter anvisning på pakken
  8. Varm lidt olie op i en wok eller pande og sauter grøntsagerne (ikke edamamebønnerne) 3-4 minutter. Vend edamamebønnerne i det sidste halve minut, tag grøntsagerne op og stil til side
  9. Kom evt lidt mere olie i wok'en/panden og steg laksen 3-4 minutter minutter på den ene side og 1-2 minutter på den anden eller til den er, som du ønsker den. Skær den derefter i tern *)
  10. Anret grøntsager og laks på et fad eller på tallerkener og drys med frisk koriander og evt lidt chiliflager
  11. Server retten med kogte ris og limebåde samt en skål med den asiatiske dressing ved siden af til at dryppe over grøntsager og ris

*) Pas på ikke at rumstere for meget rundt med laksen, så den bliver til plukfisk. Lad den stege færdig på den ene side, og så burde den slippe panden, så du kan vende den