Efter en hyggelig fødselsdag med kaffe og masser af lækker kage, er det godt med en let middagsret. Det blev varmrøget laks på en alternativ måde med forskellige grøntsager, frugt og nødder serveret i wraps af spidskålsblade. Ingen stegning og kun lige 1 minuts kogning af broccoli - super nemt og lækkert.
Fungerer også fint som frokostret
Ingredienser
til 4 personer
- ca 400 g varmrøget laks, jeg brugte den med peber
- 1 spidskål
- 1 rødløg
- 2 æbler
- lidt broccoli
- ½ agurk
- 1 lille håndfuld valnødder
- saft af ½ citron
Til dressing
- 1½ dl skyr, 0,2 %
- 1 tsk sennep, jeg brugte dijonsennep
- 50 g kapers
- 2 spsk hakket persille
- 1 lille håndfuld friske basilikumblade
- saft af ½ citron
- salt og friskkværnet peber
Til servering
- oliven
- flager af hasselnødder
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til dressingen
- Hak rødløget fint
- Lav små buketter af broccoli og kog disse sammen med det hakkede rødløg, enten i en gryde i 1 minut eller ½ minut i microovn ved 1000 watt - lad dem køle af
- Del æblerne i kvarte, fjern kernehus, skær æblerne i små tern og bland dem i dressingen
- Hak valnødderne i mindre stykker og bland dem i dressingen
- Skær agurken i små tern
- Lav 'pulled salmon' af laksen ved at bruge to gafler til at trække kødet fra hinanden
- Tag forsigtigt 4 blade af spidskålet og læg disse i skåle eller fx pastatallerkner
- Læg laks, broccoli/løg, agurk og dressingen med æblerne i spidskålsbladene og pynt med oliven samt lidt hasselnødeflager. Drys med friskkværnet peber
Server med brød til