Laksesalat i taco tubs

Det er nemt og hurtigt at lave sin egen laksesalat, der er anvendelig til mange forskellige forretter eller frokostretter. Laksesalaten kan serveres på utallige måder med mange former for let tilbehør fx frugt og grønt. 

Her har jeg serveret laksesalaten i taco tubs med avocado, som passer super godt til laks, og lidt andet grønt.. Laksesalaten er den samme, som jeg har brugt til laksesalat i små sylteglas. Jeg bruger sennep, rød peber, forårsløg og sorte sesam, men salaten kan sagtens varieres med det, man lige har lyst til..

Man kan sagtens lave laksesalaten i forvejen og sætte det i køleskabet. Har man fået lavet mere laksesalat, end der skal bruges, kan det sagtens gemmes til dagen efter, uden at blive kedeligt. 


Ingredienser

Til 4 af de store taco tubs eller 8 af de små. Jeg har her brugt de store

  • 1½ dl skyr naturel 0,2%
  • 1 tsk dijonsennep - andet sennep kan bruges
  • 1 stk varmrøget laks på ca 150 g
  • 1 forårsløg
  • ½ rød peber
  • en knivspids peber
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 spsk sorte sesamfrø

Til anretning

  • 1 avocado til 4 store taco tubs, 2 avocado til 8 små
  • 4 eller 8 skiver peberfrugt
  • 4 eller 8 cherrytomater -1 til hver anretning, halveret
  • vindruer - 1 til hver anretning, halveret
  • 4 eller 8 pæne blade fra en iceberg salat eller anden salat
  • koriander eller persille

Sådan gør du

  1. Bland skyr, sennep, citronsaft og peber
  2. Skær forårsløg i meget tynde ringe og bland disse i skyr'en
  3. Skær peberfrugten i små tern og bland disse i
  4. Lav 'pulled laks' (findel det med en gaffel) ud af laksestykkerne og vend dette i skyr blandingen
  5. Hæld til sidst de sorte sesamfrø i og rør det hele forsigtigt
  6. Varm taco tubs efter anvisning på pakken
  7. Skyl salaten og læg den i bunden af taco tubs. Stil skallen på en tallerken, kom laksesalaten over og pynt med en skive peberfrugt
  8. Pynt tallerkenen med avocado, cherrytomater, vindruer og koriander eller persille