Limedessert

En super nem og hurtig lækker og frisk dessert. Jeg bruger limefrugt, men disse kan erstattes af andre citrusfrugter fx citron eller appelsin, og desserten bevarer stadig sin friskhed. Til denne dessert har jeg lavet en 'dej' af kondenseret mælk, og desserten er bagt i ovnen, og er som en let kage. Kondenseret mælk er indkogt sødmælk og sukker. Det er godt at bruge til forskellige desserter, da det er en tyktflydende hvid creme. Du kan også koge den kondenserede mælk og lave karamel. Man kan koge mælken i dåsen, men det gør jeg aldrig, da dåsen muligvis kan frigive tungmetaller under kogning. Derfor koger jeg den kondenserede mælk i en lille gryde: hæld den kondenserede mælk i en lille gryde og varm den op under omrøring ved middel varme. Når mælken har taget farve og fået en mere tykflydende konsistens, tages den af varmen, og du har en lækker karamelcreme (som dog ikke skal bruges til denne dessert :-) )

Desserten kan sagtens stå, tildækket, i køleskabet natten over. Så skal du fx stå for desserten til en middag/fest, kan du lave den dagen i forvejen. Eller du kan lave til to dage :-)


Ingredienser

Til 4-6 glas

Bund

  • 125 g digestive kiks
  • 1 spsk. sukker
  • 35 g smeltet smør

Limefyld

  • 1 dåse kondenseret mælk, ca 400 g (se ovenfor om kondenseret mælk)
  • 2 tsk fintrevet limeskal fra en økologisk eller ubehandlet limefrugt
  • 1 dl friskpresset limesaft 
  • 3 æg

Topping

  • flødeskum
  • ½ skive lime pr glas

Tip

Du kan erstatte noget af den friskpressede limesaft med Yuzu, som er asiatisk citrusfrugtjuice. Juicen er koncentreret og parfumeret men virkelig lækker. Du kan købe juicen i asiatiske supermarkeder eller på www.pandasia.dk 

I stedet for Digestive kiks, kan du bruge Oreo kiks - dem uden creme

Sådan gør du

Bund

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Smelt smørret i en lille gryde
  3. Kom digestive kiks i en frysepose og knus dem ved at rulle dem med en kagerulle eller en flaske
  4. Bland de knuste kiks med sukker og det smeltede smør, fordel kiksen i 4-6 ovnfaste glas eller små skåle (fx ramekin) og tryk det let sammen.

Limefyld

  1. Bland kondenseret mælk med revet limeskal, limesaft og æg og pisk det hele godt sammen
  2. Fordel mælkemassen ovenpå kiksene og bag desserterne i ca 15 minutter. Lad dem køle lidt af, inden du dækker dem til (låg eller staniol) og sætter dem i køleskabet

Inden servering pyntes desserten med flødeskum og en limeskive