Mexicanske tortillaskåle med salat og kylling
Det er nemt at lave sine egne tortillaskåle, og det er et festligt og sjovt alternativ til at rulle en tortilla omkring noget fyld. Du skal blot have nogle skåle eller kopper, der kan tale at komme i ovnen på 160 grader. Og så folder du dine tortillas og stiller dem i kopperne/skålene og bager dem 10-15 minutter, til de har den sprødhed, du ønsker. Jeg skal dog lige nævne, at det ikke er min egen 'opfindelse' at lave disse skåle. Jeg har brugt kylling i mit salatfyld, men al slags kød kan bruges. Har du en rest kødsauce eller lignende, kan du bruge den. Jeg er vild med avocado sammen med tortillas, så det kommer jeg på toppen sammen med salsa (jeg bruger Netto's 'Hot salsasauce*). Du kan også lave en guacamole eller købe en. Vil du give dine tortillas et ekstra spicy pift, kan du komme lidt frisk, snittet chili eller lidt chiliflager på toppen
Tip: I stedet for en tomatsalsa (eller sammen med), kan du prøve min ananassalsa
Ingredienser
- 400 g kyllingebryst
- 1 solo hvidløg eller 4 almindelige fed hvidløg
- 1-2 rød chili – vurder selv, hvor spicy du vil have din kylling
- 4 store tortillas – gerne majstortillas
- lidt olivenolie til at stege i
- 1/4-1/2 iceberg salat, afhænger af størrelsen på salathovedet
- ½-1 rød peber *)
- 1 rødløg
Tilbehør
- 2 stk modne avocado
- lidt friskpresset citronsaft
- salsa
- salt og friskkværnet peber
- limebåde
*) har du en rest rød, gul og/eller grøn peber, kan du mixe dem – det ser festligt ud
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 160 grader, varmluft
- Skræl avocadoer og mos dem i en skål med en gaffel. Tilsæt 2 spsk friskpresset saft fra 1 citron samt friskkværnet peber og lidt salt. Dæk skålen til og lad avocadomosen hvile på køl, mens du laver resten
- Snit iceberg salaten i tynde strimler
- Pil rødløg og skær det i tynde strimler
- Skyl den røde peber og skær den i tynde strimler
- Skyl tomaterne og skær dem i skiver
- Fold tortillas og 'stil' dem i ovnfaste kopper eller skåle. Bag dem 10-15 minutter (vurder hvor sprøde, du vil have dem) – tilbered kyllingen imens dine tortillas bager
- Pil og hak hvidløg og chili fint
- Skær kyllingebryst i tynde strimler
- Varm en pande op med lidt olie og lynsteg kyllingen ved høj varme
- Skru lidt ned for varmen og tilsæt hvidløg og chili og steg et par minutter, til kyllingen er gennemstegt og gerne lidt lysebrun
- Fyld tortillaskålene med salat, kylling, peberfrugt og rødløg og kom salsa, avocadomos og tomatskiver på toppen. Har du lyst, kan du drysse med lidt frisk hakket chili eller chiliflager. Server limebåde til
Tip: server evt en skål salsa samt resten af avocadomosen ved siden af, så man kan supplere undervejs