Mini stikkelsbærgaletter med citronskum

En galette er oprindelig en fransk madpandekage, men den laves ofte som en tærte. Dog adskiller den sig fra en almindelig tærte ved, at den ikke laves i form, men i stedet foldes siderne ind over det fyld, man har valgt. En anden forskel mellem galetten og tærten er, at der ikke hældes æggemasse over galetten.

Du kan læse mere om galetten og finde en opskrift på hjemmelavet galettedej her 

Nogle gange, når jeg har lyst til en hurtig galette, 'snyder' jeg med dejen og bruger en rulle færdiglavet dej. Det kan man sagtens, og det er helt fint. Det gjorde jeg her med mine mini stikkelsbærgaletter. Jeg brugte en rulle færdiglavet dej og standsede den ud i 4 små tærter på 10-12 cm i diameter.

Jeg brugte havens sidste stikkelsbær. De var dejlig modne. Jeg halverede dem, så de nemmere 'bagte ud'.

Jeg serverede en citronskum til - en dejlig let skum, uden fløde og dermed ikke så mange kalorier. Citron og stikkelsbær er, efter min mening, et 'match in heaven', men skummen kan også sagtens bruges til andre bær og frugter.



Ingredienser

Til 4 personer = 4 mini galetter

  • 1 rulle færdiglavet tærtedej
  • 1 lille håndfuld stikkelsbær pr galette - vurder selv, hvor mange du vil have på
  • 1 tsk rørsukker pr galette
  • 1 æg til pensling

Citronskum

  • 2 dl græsk yoghurt 2 % - du kan også vælge 10 % eller creme fraiche, men så får du en federe skum
  • 2 spsk flormelis
  • 1 æggehvide
  • ½ tsk vaniljesukker
  • revet skal af 1 økologisk, ubehandlet citron
  • 2 spsk friskpresset citronsaft


Sådan gør du

Galetter

  1. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft)
  2. Rul dejen ud på en bageplade - lad bagepapiret blive på dejen - og udstik 4 små tærter. Jeg brugte en udstiksform på ca 11 cm. Fjern den resterende dej *)
  3. Pisk ægget sammen i en lille skål og pensl de små tærter rundt i kanten 1-1,5 cm ind
  4. Skær stikkelsbærrene i halve på langs og læg dem på tærtedejen. Lad 1-1,5 cm være hele vejen rundt uden bær
  5. Fold kanten ind over bærrene og tryk den lidt fast. Pensl med det piskede æg ovenpå den foldede kant
  6. Drys rørsukker over bær og kanter
  7. Bag mini galetterne 15-18 minutter, til de er blevet gyldne og gennembagte

Lav imens citronskummen

  1. Kom æggehviden i en skål og pisk den helt stiv, så stiv, at skålen kan vendes, uden æggehviden falder ud
  2. I en anden skål kommer du græsk yoghurt, flormelis, vaniljesukker, revet citronskal og friskpresset citronsaft. Rør det godt sammen
  3. Vend forsigtig yoghurten i de piskede æggehvider, og stil skummen køligt, til den skal bruges, når mini galetterne skal spises, enten som dessert eller til en kop eftermiddagskaffe/-te