Mørbrad med søde kartofler og appelsin i sort chilipasta

Søde kartofler er sunde og indeholder mange fibre, vitaminer og antioxidanter. Og så smager de virkelig godt og er farverige på middagsbordet. I virkeligheden er det ikke en kartoffel men en rodfrugt, som er anvendelig til rigtig mange forskellige retter.

I denne ret har jeg kombineret kartoflerne med mørbrad og krydderier, der bruges meget i indisk mad samt den sorte chilipasta, som er typisk thailandsk.

Sort chilipasta (på thai: nam prik paw) er en næsten sort pasta, der er fremstillet af chili, bønneolie, tørrede rejer, hvidløg og tamarind. Der findes flere varianter og nogle er mere stærke i smagen end andre, men den jeg bruger (se billede nednfor) er ikke stærk. 

Så det blev en helt international ret, der også dufter lidt af jul pga appelsin og krydderier.


Ingredienser

til 4 personer

  • ca 500 g pudset mørbrad
  • 500 g søde kartofler
  • 2 pærer
  • 1 stort rødløg
  • 2 fennikel 
  • 1 ubehandlet appelsin
  • 1 stang kanel
  • 5 kardemommekapsler
  • 1 chili - retten skal ikke være spicy, så vælg chilimængde og styrke, der passer til dine smagsløg
  • 2 store spsk sort chilipasta - denne pasta er ikke stærk men sød (se billede nedenfor)
  • 2-3 spsk vand
  • olivenolie til stegning
  • hakket persille til at drysse over inden servering

Sådan gør du

  1. Skræl de søde kartofler , skær dem over på langs og skær dem i skiver
  2. Pil løget, halver det og skær det i smalle 'både' og hak chilien
  3. Skær pærerne i kvarter, fjern kernehus og skær dem i smalle 'både'
  4. Skær fennikel i skiver
  5. Riv appelsinskal og pres saften
  6. Skær mørbraden i ca 1 cm tykke skiver, bank dem let med hånden og drys dem med salt og peber
  7. Brun mørbradstykkerne på begge sider i olivenolie i en wok, på en sauterpande eller stegepande
  8. Tilsæt kartoflerne og steg dem med i 3-4 minutter
  9. Tilsæt løg, chili, kanel og kardemomme, appelsinsaft og -skal og steg det med til kød og kartofler er møre. Kartoflerne må ikke blive for bløde
  10. Tilsæt den sorte chilipasta, Lav en lille plads på panden/i wok'en, så pastaen kan røres ud med vandet og blandes med kød og kartofler
  11. Tilsæt fennikel og varm igennem. Tilsæt evt lidt mere vand, hvis du synes
  12. Inden servering fiskes kanelstang og kardemomme op og der drysses med persille


Serveres med ris