Omelet med laks og kartofler

Nem, sund og lækker sommeromelet med nye kartofler og masser af urter. Jeg har kartofler i haven, så jeg kan vælge alle de små ud og skære dem i kvarte. Har man ikke den mulighed, kan forskellige størrelser skæres i tern. Et stykke kartoffel smager som et stykke kartoffel uanset hvordan, det er skåret


Ingredienser

til 2-3 personer, pandestørrelse ca 28 cm 

  • 2 stk varmrøget laks, ca 200 g
  • 6 æg
  • 8 små nye kartofler
  • 3 mellemstore tomater
  • 3 forårsløg
  • 50 g baby spinat
  • 2 tsk friskpresset lime- eller citronsaft
  • 1 tsk tørret, knust chili
  • salt og friskkværnet sort peber
  • 1 lille håndfuld urter, jeg brugte basilikum, koriander, merian og persille
  • 2 spsk olivenolie til stegning
  • lidt urter til pynt

Sådan gør du

  1. Skyl og gnid skrællen af kartoflerne og skær dem i kvarte/firkanter afhængig af størrelsen
  2. Skyl tomaterne og skær dem i skiver
  3. Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver på ca 2½ cm
  4. Skyl og hak urterne med en kniv
  5. Skær laksen i mindre stykker
  6. Slå æggene ud i en skål og pisk dem med en gaffel sammen med chili, friskpresset limesaft/citronsaft, salt og friskkværnet sort peber
  7. Varm olivenolien op i en pande og rist kartoflerne i 2 minutter
  8. Tilsæt tomater og rist yderligere 1 minut
  9. Skru varmen ned til lidt under middel og tilsæt forårsløg og spinat og vend det godt rundt, til spinaten falder sammen
  10. Tilsæt urterne og hæld æggemassen over. Sørg for at den bliver fordelt i hele panden
  11. Vent 1 minut og læg så laksestykkerne ned i omeletten
  12. Lad omeletten stege ved svag til middel varme til den har sat sig og æggemassen er stivnet
  13. Inden servering pyntes med urter og evt spiselige blomster

Server med salat til og evt brød