Pærer med rooibos-sirup og is

Jeg kogte pærer til fryseren forleden. De blev gode (se opskrift her). Inden jeg kom dem i fryseren, tog jeg et par stykker fra, som skulle bruges til dessert (selvom det var onsdag :-)). Pærer og vaniljeis smager fantastisk sammen, og i stedet for chokoladesauce (som til Pærer Belle Helene) valgte jeg at lave en sirup af den sydafrikanske rooibos te. Jeg er vild med den te - den smager super godt, og så har den en smuk farve. Earl Grey eller andre slags te er ligeså velegnede til pærerne.

Rooibos te stammer fra Sydafrika og er lavet af bladene fra en busk (se billede nedenfor). Rooibos betyder 'rød busk' og i Sydafrika kalder man teen for 'bush tea' eller 'rød tea'. Teen er meget mild og velsmagende, og den findes faktisk også i en grøn version, men den er ikke så almindelig. Rooibos te indeholder ikke koffein men til gengæld antioxidanter og har højere indhold af vitaminer og mineraler end andre teer.


Ingredienser

Til 4 personer

  • 4 stk pærer i halve
  • 2 spsk sukker gerne syltesukker *)
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 1 pose rooibos te (engangs tepose eller 1 tsk rooibos te i løs vægt)
  • 8 kugler vaniljeis

Til servering

  • Lidt chokoladedrys

*) Laver man sirup af frugter og bær, tykner det med almindelig sukker (vil man have en meget tyk sirup, er det en god idé med syltesukker), da der er pektin i frugter og bær. Bruger man te til sin sirup, tager det længere tid at tykne, så her kan man med fordel bruge syltesukker

Sådan gør du

  1. Kog pærerne møre i sukkerlage 
  2. Lav en kop stærk rooibos te
  3. Kom teen i en lille gryde sammen med ½ tsk vanilje og 2 spsk sukker
  4. Bring rooibos-sukkerlagen i kog, og lad den simre ved svag varme 8-10 minutter, så det bliver tykkere og opnår den konsistens, du ønsker. Lad siruppen køle af. Du kan tjekke tykkelsen ved at tage en lille smule op på en kold tallerken og tjekke, hvor flydende den er, når den køler af. Ønsker du siruppen tykkere, lader du den koge længere tid
  5. Anret to halve pærer, 2 kugler vanijeis og rooibos-sirup på tallerkener. Drys evt med lidt chokoladeflager