Jeg synes, det er sjovt at lege med farverne en gang imellem, når jeg laver mad. Hvis det er muligt, så holde én bestem farve eller bruge mange farver, så synssansen får en 'pang'-oplevelse. En af de farver, der er nemmest at holde sig til i en ret, er den grønne. Grønt er sundt for øjnene og grønt er sundt for kroppen.
Vi elsker pasta, og dem kan man købe grønne, farvet med spinat, og der findes mange lækre grønne grøntsager. Så efter min succes med den grønne tærte med spinat og laks, ville jeg prøve at lave en pastasalat udelukkende med grønne ingredienser. Det kom der dette skud vitaminer og mineraler ud af - en alternativ pastasalat, som jeg serverede med lækkert sprødstegt kalvekød til. Salaten kan sagtens stå alene som en 'grøn' ret fx med et stykke lækkert brød til
Ingredienser
pr person serveret i protioner
- 125 g grønne fettuccini
- ½ avocado
- 1/4 agurk
- 75 g edamamebønner
- 1 forårsløg
- 1 kiwifrugt
- 1 spsk grøn pesto, fx hjemmelavet basilikumpesto eller en færdiglavet
- 1 håndfuld frisk spinat
- ½ stk kalvesteak eller kalvesnitzel, ca 100 g
- 1 fed hvidløg
- saft af ½ citron
- lidt kokosolie til stegning af kalvekødet
Til servering
- 1 tsk stødt oregano
- evt lidt grønne oliven
- lidt frisk basilikum
Sådan gør du
- Skær de tykkeste stilke af spinaten
- Skær agurken i tynde skiver
- Skræl avocadoen, skær den i skiver og dryp den med friskpresset citronsaft, for at forhindre, at den bliver 'brun'
- Skræl kiwifrugten og skær den i skiver
- Skær forårsløg i skrå skiver på 2-3 cm
- Hæld edamamebønner i en skål, overhæld dem med kogende vand, og hæld dem med det samme op i en si, og lad dem dryppe af
- Skær kalvekødet i meget tynde skiver
- Skær hvidløg i tynde skiver
- Varm kokosolien op i en pande og rist kalvestykkerne og hvidløgsskiverne til kødet er gennemstegt og samtidig har fået en lækker sprød skorpe, Undervejs skal du skrue ned til middelvarme, for kødet skal have noget tid, for at blive sprødt og knasende
- Mens kalvestrimlerne steger, koges fettuccinien efter anvisning på pakken. Si vandet fra og rør den grønne pesto i
- Anret i portionsskåle med spinat i bunden, dernæst pastaen og resten af ingredienserne anrettet ovenpå
- Drys med oregano og læg nogle grønne oliven på