Til denne pastasalat brugte jeg pulled chicken lavet af en rest grillet kylling, men kogt eller stegt kylling kan sagtens bruges. Jeg var blot forudseende, da vi i går grillede kylling, og lavede dobbelt portion. Rigtig lækker og sund salat med grøntsager, urter og æg samt en dressing af balsamicoeddike, honning og citron
Ingredienser
Til 2 personer
- ca 300 g kyllingebryst - jeg brugte en rest grillet kyllingebryst fra grillmenuen dagen før
- 150 g pasta, jeg brugte fusilli (skruer)
- 12 kvarte artiskokker fra dåse
- 6 asparges
- 1 avocado
- 6 radisser
- 1 lille rødløg
- 2 store håndfulde babyspinat
- 2 æg
Dressing
- 1 spsk flydende honning, jeg brugte akaciehonning
- 2 spsk balsamicoeddike
- 2 spsk olivenolie
- 2 spsk friskpresset citronsaft
- ½ tsk tørret, knust chili
lidt salt
Til servering
- hakkede urter, jeg brugte frisk basilikum, frisk timian og purløg
- 1 lille håndfuld hakkede valnødder
Sådan gør du
- Kog pastaen efter anvisning på pakken, hæld den i en si og skyl med koldt vand
- Lad artiskokkerne dryppe af i en si
- Kog æggene, de må ikke blive for hårde i blommen
- Skræl avocadoen og skær den i store tern
- Skyl og knæk aspargesene i mindre stykker
- Pil og hak rødløget fint
- Skyl radisserne og skær dem i skiver
- Skær æggene i 8 stykker hver (2 halve og 4 stykker ud af hver halve æg)
- Hak urterne og valnødderne med en kniv
- Lav pulled chicken ud af kyllingebrystet ved at 'hive' det fra hinanden med to gafler
- Bland alle ingredienserne til dressingen og smag til med lidt salt
- Anret salaten på store tallerkener. Læg babyspinat og pasta i hver sin side af tallerkenen og anret resten af ingredienserne herpå. Slut af med æg
- Drys med hakkede valnødder og urter og hæld dressingen over inden serveringen