Jeg fik vildt meget lyst til at lave phad thai, ผัดไทย, selvom jeg egentlig havde planlagt noget andet. Jeg havde desværre ingen tigerrejer i fryseren. Men phad thai ville jeg have - tigerrejer eller ej, så det blev med almindelige store grønlandske rejer i stedet - det var heller ikke dårligt.
Phad Thai er nok den mest klassiske og mest kendte thairet, man kan finde. Alle thairestauranter serverer den, og de fleste små gadekøkkener laver en lækker phad thai, mens du venter. Det er en ret med meget få ingredienser, men der skal altid nudler, forårsløg i og peanuts til. Og ellers kan phad thai laves på utallige måder. Enten vegetarisk, fx med tofu, eller med rejer eller kylling Det vigtigste ved retten er saucen, det er den, der giver retten den autentiske thai smag pga tamarind, der har en lidt syrlig smag.
Det kan måske være svært at finde frisk tamarindrod, hvis ikke man bor i nærheden af et asiatisk marked/butik, men man kan være heldig at finde tamarindpasta. Er det helt umuligt, kan limesaft bruges som erstatning, selvom det giver en lidt anden smag.
Hvis du vil lave phad thai til 4 personer, så lav til 2 ad gangen, da det kan være svært at få blandet så mange nudler sammen med fyldet, så det bliver en enhed. Når du blander, så brug 2 gafler - det er nemmest.
Jeg holder meget af at komme små gulerodstern i min phad thai, så det er der i min version af retten, som kommer her
Ingredienser
til 2 personer eller til 4 personer sammen med 3-4 andre thairetter - hvis du laver phad thai til 4, så lav til 2 ad gangen. Ellers er det svært at få nudlerne fordelt i fyldet
- 200 g tigerrejer, eller så mange du ønsker pr person. Eller 200 g store grønlandske rejer
- 100 g bønnespirer
- 1 gulerod
- 3 forårsløg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk hakket ingefær
- 1 løg
- 1 limefrugt
- 2 mellemstore æg
- 25 g saltede peanuts til serveringen
- olie til stegning
- en håndfuld frisk koriander
- ca 125 g risnudler - de flade er bedst til phad tjai
Pad thai sauce
- 4 spsk. fiskesauce
- 6 spsk. tamarindpasta
- 2 spsk palmesukker - anden slags sukker kan bruges
- 2 spsk soyasauce
- 2 spsk riseddike - almindeligeddike kan bruges, men riseddike kan sagtens fås i supermarkeder
- Hvis det er umuligt at finde tamarind kan du komme 3 spsk friskpresset limesaft i i stedet, det giver den lidt syrlige smag, der er i tamarind
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til saucen sammen i en gryde og lad dem simre ved middel varme i ca 5 minutter - det skal ikke blive for tykr med skal være flydende
- Tilbered nudlerne efter anvisning på pakken
- Skyl forårsløgene og skær den i skrå skiver på ca 3 cm - læg lidt af dem til side til servering
- Hak hvidløg, løg og ingefærfint
- Skræl guleroden og skær den i små firkanter
- Hak peanuts - du kan evt give peanuts en tur i en blender/stavblender, men de skal være lidt grove
- Skær limefrugten i både til serveringen
- Varm olie op i en wok eller sauterpande og svits løg, hvidløg og ingefær heri, til løget bliver klart
- Tilsæt de små gulerodstern og svits 1 minut
- Skub grøntagerne over i den ene side af wok'en/panden og slå æggene ud i wok'en/panden og rør i det, til det bliver til 'æggestykker', som stykker af en omelet
- Tilsæt forårsløg, nudler og rejer samt saucen og bland det sammen - det gøres nemmest med to gafler. Varm igennem
- Inden serveringen tilsættes bønnespirer
- Anret din Phad Thai på tallerkner med en skefuld peanuts, lidt af forårsløgene, limebåde og lidt ekstra bønnespirer
- Drys evt med frisk koriander
Du kan evt serverer tørret knust chili til, som man gør i Thailand.