Råsyltede rabarber

Sol, sommer og råsyltede rabarber på vaniljeis - det er bare så godt. Rabarber er en fantastisk grøntsag - ja, botanisk set er det en grøntsag og ikke en frugt. Men det ændrer jo ikke noget ved, at den er utrolig lækker, sund og anvendelig. Rabarberne indeholder super mange A- og C vitaminer, kalium og fibre. Og så er det så heldigt, at der er to sæsoner: april-juni og igen august-oktober. De råsyltede rabarber bevarer deres sprødhed, og derfor er de gode at bruge som pynt eller i salater. Og som topping på morgenmadsprodukter, evt sammen med lidt af lagen, er de fantastiske. Farven på de råsyltede rabarber afhænger af, hvilken type rabarber, du bruger. Nogle er ikke specielt røde, og så bliver de råsyltede rabarber brunlige, men det gør jo ikke smagen ringere


Ingredienser

  • 200 g rabarber, renset vægt
  • 100 g sukker
  • 3 dl vand
  • 1 stang vanilje

Sådan gør du

  1. Skold et sylteglas og skyl det med Atamon eller alkohol (jeg bruger sjældent Atamon men bruger i stedet lidt gin eller vodka til at slynge rundt i glas eller flasker)
  2. Skær top og bund af rabarberne, skær dem i skiver på 1½-2 cm og kom disse i sylteglasset
  3. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med 2 tsk af sukkeret
  4. Kom vand, sukker, vaniljesukker og vaniljestangen i en lille gryde, bring det i kog og lad det simre til sukkeret er opløst
  5. Hæld sukkerlagen over rabarberne (kom gerne vaniljestangen med i glasset), sæt låg på og stil dem på køl. Lad rabarberne trække til næste dag, før du bruger dem

De råsyltede rabarber kan sagtens holde sig 2 uger på køl

Tip:

Når der ikke er flere rabarber tilbage, skal du ikke smide lagen ud. Den kan bruges som saft med danskvand eller postevand eller den kan koges lidt ind og bruges som sirup