Rabarbertrifli med vaniljecreme

Jeg er vild med trifli'er. Der er så mange variationsmuligheder, både mht frugt, med creme af forskellige typer, helt uden creme men med flødeskum samt med knas. Rabarberne er de første frugter (selvom det er en grøntsag :-)), der kommer op i haven, og de nye, friske rabarber er virkelig lækre. Så selvfølgelig skal der laves rabarbertrifli. Jeg har brugt makroner, for det var lige det, jeg havde. Men ladyfingers, granola eller müsli er fine erstatninger. Makroner, og til dels ladyfingers, hører til det lidt sødere knas. I anretningen af mine trifli, sluttede jeg af med flødeskum. Det giver en mere luftig 'top', du kan også vælge at blande al flødeskummet i vaniljecremen og slutte af med et ekstra lag af dette. 

Prøv også min rabarber panna cotta, min rabarber galette og min rabarbertærte 

Tip: du kan sagtens forberede triflien et par timer, før den skal anvendes, blot du dækker den til og stiller den i køleskabet. Vent dog med pynten og det sidste lag flødeskum til den skal serveres


Ingredienser

Til 4 personer i glas, der kan indeholde ca 2½ dl

Rabarberkompot 

  • 500 g rabarber, renset vægt 
  • 50 g sukker 
  • 3 spsk vand 
  • 1 vaniljestang

Vaniljecreme 

  •  2 æggeblommer 
  •  25 g sukker 
  •  1 tsk vaniljesukker 
  •  1 spsk Maizena eller anden majsstivelse 
  •  2,5 dl mælk

Desuden

  • 3 dl piskefløde, pisket til skum
  • 200 g makroner
  • spiselige blomster eller fx hakket mørk eller hvid chokolade til pynt

Sådan gør du

Rabarberkompot

  1. Rens rabarberne og skær dem i skiver på ca 2 x 2 cm. Kom dem i en gryde sammen med sukker, vand og en flækket vaniljestang og kog det ca 10 minutter ved svag varme, afhængigt af hvor fin du vil have din kompot. Afkøl kompotten

Vaniljecreme

  1. Rør æggeblommer, sukker, vaniljesukker og Maizena sammen i en gryde
  2. Tilsæt mælken og varm op under omrøring ved middelvarme. Pisk i cremen og lad den simre, til den bliver tyk – det tager et par minutter. Lad derefter cremen afkøle

Anretning

  1. Pisk fløden til skum og rør halvdelen i den afkølede vaniljecreme. Resten bruges til pynt
  2. Knus makronerne i den størrelse, du ønsker
  3. Læg et lag vaniljecreme i bunden af 4 glas. Derefter et lag med makroner efterfulgt af rabarberkompot. Læg endnu et lag vaniljecreme og makroner og afslut med et lag flødeskum