Ravioli er en herlig variation over pasta-temaet. De findes i et utal af varianter med kødfyld, ostefyld, grøntsagsfyld, urtefyld og alle mulige blandinger af disse. Til denne ret har jeg valgt ravioli med ricotta og spinat, men vælg dem, du synes bedst om eller lige har lyst til.. Til mine ravioli har jeg lavet en frisk og lækker sauce af peberfrugter og tomater, og inden servering toppede jeg med sprødt ovnstegt serranoskinke
Ingredienser
Til 2 personer
- 250 g ravioli
- 200 g kyllingebryst
Peberfrugtsauce
- 2 røde peberfrugter
- 4 tomater, cocktailtomat størrelse
- 1 mellemstort løg
- 1 solo hvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
- 1 tsk paprika
- 1/4 tsk cayennepeber
- 30 g tomatkoncentrat, svarer til ca ½ lille dåse
- 1 dl vand
- ½ bouillontern, grøntsagsbouillon
- 2½ dl madlavningsfløde, 8%
- 200 g hakkede tomater, svarer til ½ dåse
- salt og friskkværnet peber
- 2 spsk olivenolie til stegning
Til servering
- 1 håndfuld hakket persille
- 60 g serranoskinke, kan erstattes af parmaskinke
- evt parmesan
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 180 grader (varmluft)
- Læg serranoskinken på en bageplade med bagepapir og bag den til den er sprød. Stil skinken til side
- Pil og hak hvidløg og løg
- Skyl og skær peberfrugter og tomater i tern
- Skær kyllingebryst i tynde skiver
- Varm en gryde eller pande med høj kant op med olivenolie og sauter løg og hvidløg 1 minut
- Tilsæt kylling og rist det på alle sider
- Tilsæt tomattern og peberfrugt og rist det med et par minutter
- Tilsæt paprika, cayennepeber og tomatkoncentrat og rør det godt sammen
- Tilsæt vand, bouillontern, de hakkede tomater og madlavningsfløden og lad retten simre for svag varme mens du koger tortellinien efter anvisning på pakken
- Når raviolien er klar, og kyllingen mør og gennemstegt, vendes de forsigtigt i saucen
- Server retten med den sprøde serranoskinke på toppen sammen med et drys persille og evt parmesan
Server en grøn salat til og evt et stykke italiensk brød
Tip:
Vil du have flere grøntsager i retten, kan du sagtens tilsætte fx champignon, porre, zucchini eller gulerødder i tern eller skiver (det gør du så under punkt 8)