Risret a la India med sorte bønner

Indisk mad er altid lækkert. Det er velsmagende med masser af duftende krydderier som fx karry, chili, spidskommen, kardemomme, koriander, hvilke blandt andet indgår i denne indisk inspirerede risret. Og så er det hyggeligt og festligt med alt det tilbehør, man kan servere til en indisk ret. Ud over lækre brød passer fx agurkesalat, raita og chilisaucer fantastisk. Som balance til krydderierne passer en skål med søde rosiner eller dadler fortræffeligt. Ligeledes kan man servere nødder og mandler til de indiske retter. Og så kan man drikke en lækker lassi til!


Ingredienser

til 4 personer

  • 1 løg 

  • 4 fed hvidløg, finthakket

  • 3 gulerødder

  • 1 zucchini

  • 1 rød peberfrugt

  • 100 g friske tomater

  • 150 g frosne majs

  • 1 chili - vælg styrke og mængde, der passer til dine smagsløg. Retten må gerne være spicy

  • 2 tsk stødt spidskommen

  • 2 tsk stødt koriander

  • ½ tsk kanel

  • 1 tsk stødt kardemomme

  • 3 tsk røget paprika

  • 4 dl basmati ris

  • 6 dl grøntsagsbouillon

  • 1 dåse hakkede tomater

  • 1 dåse sorte bønner

  • 3 spsk olivenolie

  • salt og friskkværnet peber

Til servering

  • 2 avocado

  • 10-15  cherrytomater

  • chilisauce

  • et par håndfulde rosiner

  • frisk koriander til at drysse over inden servering

Sådan gør du

  1. Bland alle krydderierne i en lille skål
  2. Hak hvidløg, løg og chili, skær gulerødder i tynde skiver og riv zucchinien groft
  3. Fjern kernerne fra den røde peber og skær den i små tern
  4. Skær de friske tomater i mindre stykker
  5. Sauter hvidløg, løg og chili til løgene er blevet klare
  6. Tilsæt krydderiblandingen, zucchini, gulerødder, friske tomater og rør det godt sammen
  7. Tilsæt derefter risene og grøntsagsbouillon samt de hakkede dåsetomater Bring det hele i kog under omrøring, skrue ned for varmen til det simre og læg låg på.
  8. Lad retten simre i 15 minutter
  9. Tilsæt de sorte bønner, majskerner og rød peberfrugt og varm igennem. Læg låg på igen, sluk for varmen og lad retten stå til risene er helt møre - 10-15 minutter
  10. Smag til med salt og peber
  11. Imens retten koger og står og hviler, skræller du avocadoen, skærer den i tern, putter ternene i en skål og presser frisk citronsaft over.
  12. Skær cherrytomaterne i halve og put dem i en skål
  13. Hæld rosinerne i en skål og chilisauce i en anden skål
  14. Server risretten i skåle med tilbehøret i små skåle. Drys frisk koriander over risretten