Rosenbladdessert med vaniljecreme

Det er herligt at kunne gå ud i haven eller naturen og finde spiselige ting. Rosenblade fra haveroser eller vilde hybenroser er en af de ting, der er fantastiske at bruge til både marmelader, sirupper, gelé eller fx i salater. Denne dessert har jeg lavet af røde haveroser, som jeg har kogt til gelé. Desserten er super nem at lave. Den er let og luftig, da cremen er lavet af halvt flødeskum og halvt yoghurt. En af mine yndlings yoghurt er Cheasy's vaniljeyoghurt, så den har jeg brugt til cremen. Den smager, efter min mening, super godt og har en tilpas sødme. Men du kan også sagtens bruge en neutral yoghurt tilsat vaniljepasta/-sukker samt lidt sukker. Da rosenblade ikke indeholder meget pektin, som er det, der får saften til at stivne, bliver man nødt til at tilsætte geleringspulver 


Ingredienser

Til 4 personer i glas - jeg brugte champagneskåle

Rosenladgelé

  • 3-4 dl rosenblade
  • 2 dl vand
  • 2 dl sukker, brug evr syltesukker, så stivner geleen hurtigere
  • 3 spsk friskpresset citronsaft
  • 1 spsk sukker + 1 spsk melatin til gelé eller marmelade

Vaniljecreme

  • 2 dl piskefløde
  • 2 dl vaniljeyoghurt, jeg bruger den fra Cheasy. Du kan også bruge neutral yoghurt og så røre 2 tsk vaniljepasta/-sukker + 1-2 tsk sukker i

Desuden

  • 12 stk makroner
  • 3 tsk gin, kan sagtens udelades

Pynt

  • lidt rosenknopper/rosenblade
  • citronmelisse eller mynte

Sådan gør du

  1. Knus 3 makroner ned i hver glas og dryp evt gin over

Rosenbladgelé

  1. Kom rosenblade og vand i en gryde, kog det op og lad det simre for svag varme i 10 minutter
  2. Tilsæt citronsaft og sukker og lad det hele simre yderligere 10 minutter
  3. Rør 1 spsk melatin sammen med 1 spsk sukker og rør det i geleen. Rør det godt sammen
  4. Hæld geleen over makronerne og stil glassene i køleskabet til geleen stivner (det tager et par timer). Makroner blander sig med geleen, når du hælder den over

Vaniljecreme

  1. Pisk fløden til skum og vend forsigtigt yoghurten heri
  2. Fordel vaniljecremen over den kolde, stivnede gelé og pynt med fx rosenknopper og citronmelisse