Rosenkålssalat med pære og feta

De små lækre rosenkål har virkelig mange anvendelsesmuligheder. Fx er de fantastiske i en salat, da de er dejlig sprøde, har en mild smag og er super dekorative. I denne, lidt efterårsagtige, lækre og nemme salat, er de friske, rå rosenkål kombineret med pære, avocado, ærter og feta. Dressingen er en nem og almindelig sennepsdressing, og salaten toppes med lidt persille og purløg. Er der lidt 'grimme' blade yderst på rosenkålene, piller jeg dem af, og derefter piller jeg nogle af de største blade af og bruger dem hele og snitter resten af kålene. Salaten er super til kylling, fisk, grillspyd eller, hvad du ellers serverer salat til. Salaten er mættende, blandt andet pga quinoaen, avocado og fetaen, og er derfor også fantastisk som en frokostsalat med et stykke lækkert brød til eller som et vegetarmåltid
Ingredienser
Til 4 personer som tilbehør
- 300 g rosenkål
- 1 stk pære, 2 stk hvis de er små
- 1 avocado
- 100 g ærter, friske eller optøede fra frost
- 1 dl lys quinoa, kogt
- 2 spsk grofthakkede mandler, nødder kan også bruges
- 75 g feta, smuldret eller tern
- 2 spsk hakket purløg
- 2 spsk hakket persille
Dressing
- 3 spsk olivenolie
- 2 tsk dijonsennep
- 2 tsk flydende honning
- 1/2 citron, saften heraf
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Tilbered quinoaen efter anvisning på pakken, hæld den op i en si, skyl den i koldt vand og lad den dryppe godt af
- Bruger du frosne ærter, tøes disse op i koldt vand (for at bibeholde farven)
- Hvis der er 'grimme' blade på rosenkålene, tages disse af, og rosenkålene skylles. Gem de yderste flotte blade, og snit derefter resten af rosenkålene fint
- Skyl pære og skær den i tern
- Skær avocadoen i tern
- Hak mandlerne groft
- Vend rosenkål, både de snittede og bladene, i en skål sammen med avocado, pæretern, ærter, feta, quinoa, hakkede mandler, 1 spsk hakket purløg og 1 spsk hakket persille
- Bland ingredienserne til dressingen, smag til med salt og friskkværnet peber og vend den i salaten
- Top salaten med 1 spsk hakket purløg og 1 spsk hakket persille inden servering

