En rigtig sommer panna cotta - i hvert fald hvad farven angår. Safrantrådene giver desserten en dejlig solgul farve og kombineret med hyldeblomstgelé og friske bær, så kan det da næsten ikke blive mere sommeragtig. Jeg synes, det er lækkert at pynte den søde panna cotta med lidt syrlige bær som fx ribs eller skovbær, som ikke er lige så søde som andre bær
Ingredienser
Til 6 personer = 6 glas
- 3 blade husblas
- 5 dl piskefløde
- 50 g sukker
- 1 stang vanilje eller 1 tsk vaniljeextrakt
- 2 spsk hyldeblomstsaft *)
- ½ g safrantråde
Hyldeblomstgelé
- 2 dl hyldeblomstgelé *)
- 1½ blad husblas
Topping
- forskellige bær - jeg har brugt havens solbær og ribs
*) man
kan sagtens købe lækre hyldeblomstsafter eller man kan lave den
selv. Se min opskrift her
Sådan gør du
Safran panna cotta
- Læg husblassen i blød i koldt vand 5-10 minutter - den skal være dækket med vand
- Hvis du bruger en vaniljestang, flækker du den og skraber kornene ud
- Kom fløde, sukker, vaniljekorn og -stang - eller vaniljeextrakt -, safrantråde og 2 spsk hyldeblomstsaft i en gryde og kog det op. Tag det af varmen
- Pres husblassen fri for vand og smelt den i den varme fløde
- Tag vaniljestangen op og hæld cremen gennem en lille si, så safrantrådene bliver siet fra
- Lad cremen køle en smule og hæld den på 6 glas, som stilles på køl
Hyldeblomstgelé
- Kom husblassen i en skål med koldt vand i 5-10 minutter - den skal være dækket med vand
- Kom hyldeblomstsaften i en gryde og kog det op. Tag gryden af varmen
- Pres vandet ud af husblassen og opløs denne i den varme saft. Lad saften køle lidt af og hæld den på de stivnede panna cottaer. Lad geleen stivne i køleskabet - det tager et par timer
Inden servering pyntes med forskellige bær. Jeg brugte solbær og ribs, da de syrlige ribs giver en god kontrast til den søde panna cotta. Men alle slags bær kan bruges. Har du mulighed for at finde skovhindbær eller -jordbær, er det lækkert, da disse bær er små, så panna cottaen kan pyntes op med mange bær