Det er rigtig lækkert med masser af salater, når det bliver forår, sommer og varmt. Enten som måltid i sig selv, som aftensmad eller frokost, eller som tilbehør til grill.. Og så er det ofte nemt at lave en dejlig salat, hvilket jo af og til kan være en fordel. I dag blev det til den franske, klassiske Salade Nicoise. Jeg kommer altid kartofler i, da de både mætter og smager godt, men jeg har også fået salaten serveret uden, hvilket også fungerer. Men nye kartofler er nu et hit. Tun skal der i, og man kan bruge dåsetun eller købe et stykke frisk tun hos fiskehandleren og lynstege det - eller vælge at købe det stegt. Bruger man friske bønner, skal man huske at give dem et opkog, da rå bønner indeholder et stof, der kan give dårlig mave. Hvis jeg har en rest blomkål, kommer jeg rå blomkålsbuketter i salaten, det giver dejligt knas. Lækkert brød og et herligt glas hvidvin til - så er der dømt sommermad
Ingredienser
Til 4 personer
- 300 g små, nye kartofler
- 2 dåser tun i vand
- 200 g cherrytomater
- 3 forårsløg
- 10 -12 friske asparges - kan erstattes af 150 g grønne bønner
- 250 g krølsalat, frisésalat eller blandet salat
- 1 håndfuld sorte oliven, gerne små med sten
- 2 spsk kapers
- 1 håndfuld hakket dild
- 4 æg
Dressing
- 3 spsk olivenolie
- 1 spsk sherryeddike, æblecidereddike eller anden salateddike
- 1 stor tsk dijonsennep
- 1 tsk flydende honning
- salt og friskkværnet peber
Tip
I stedet for dåsetun, kan du bruge frisk, lynstegt tun
Har du en rest rå blomkål, er det lækkert at komme i salaten i små buketter
Hvis ikke det er aspargessæson kan i stedet bruges grønne bønner
Sådan gør du
- Kog kartoflerne i letsaltet vand, de må ikke blive for kogte - gerne lidt hårde men møre, og skær dem i kvarte, hvis det er små kartofler - ellers i passende stykker
- Kog æggene, så de er 'smilende' - det tager ca 7-8 minutter, køl dem af og skær dem i kvarte
- Knæk aspargesene i passende stykker. Bruges bønner nippes disse og lægges i kogende vand 1-2 minutter og afkøles
- Hæld tunen op i en si, så den kan dryppe af og del den i passende stykker/flager
- Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver på ca 2½ cm
- Skyl tomaterne og skær dem i halve
- Skær eller riv salaten i grove stykker og læg den på et fad eller i en salatskål
- Fordel kartofler, tomater, asparges og forårsløg over salaten
- Fordel tunen over grøntsagerne
- Drys oliven, kapers og hakket dild over og fordel til slut de kvarte æg på toppen
- Bland ingredienserne til dressingen og dryp den over salaten
Server salaten med lækkert brød til