Jeg havde lige plukket en masse hyben til marmelade og tænkte, at de også må kunne bruges i en middagsret. Og det kan de helt bestemt. Det var en stor succes. Hyben vokser vild i naturen og har en rimelig lang sæson fra juli til oktober. Det er dog nemmest at fjerne kernerne, hvis ikke bærrene er alt for modne og dermed bløde. Kernerne fjernes nemmest med en teske efter at bærrene er halveret. Men som sagt kan hyben bruges til andet end marmelade, og de er super sunde med masser af c-vitamin. Jeg lavede en af mine kødsalater med kalvekød og grøntsager, hvor jeg brugte auberginer og peberfrugt sammen med hyben og toppede med en ingefærdressing - det laver jeg helt sikkert igen
Ingredienser
Til 2 personer
- ca 300 g kalvesnitzel eller kalvesteak
- 2 håndfulde halverede og rensede hyben
- 1 rød peber
- 4 miniauberginer *
- 1 porre
- 4 fed hvidløg
- 1 chili, ikke for stærk
- olivenolie til stegning
- 1 spsk soyasauce
Dressing
- 2 spsk revet ingefær
- 4 tsk soyasauce
- saft af 1 limefrugt
- 4 tsk hyldeblomstsirup, anden blomstersirup eller flydende honning kan sagtens bruges
Til servering
- grøn salat
* Kan du ikke finde miniauberginer, kan du bruge en lille almindelig aubergine, skære den igennem på langs og drefter skære den i tynde skiver
Sådan gør du
- Bland ingredienserne til dressingen i en skål
- Skær blomsterne af og halver hybnene, skrab kernerne ud med en teske og skyl de halve bær
- Pil og hak hvidløg, hak chili og skær porre i tynde skiver
- Skyl den røde peber og skær den i strimler
- Skyl de små auberginer og skær dem i tynde skiver
- Skær kødet i tynde strimler
- Varm olivenolie op i en sauterpande eller anden pande med høj kant og rist hvidløg, chili og porre 1 minut
- Tilsæt kalvekødet og steg det til det har taget farve og er næsten mørt
- Tilsæt aubergineskiver samt 1 spsk soyasauce og steg et par minutter til kødet er mørt
- Tilsæt de halverede hyben og peberfrugtstrimler og steg 1 minut
- Skyl den grønne salat, pres vandet af eller tør salaten, riv den i passende stykker og beklæd portionsskåle/tallerkener med salaten (se billede nedenfor)
- Fordel kød og grøntsager på salaten og hæld dressing hen over
Server med lækkert brød til