Shakshuka med spinat, grønne linser og rosenkål
Shakshuka er en mellemøstlig/nordafrikansk vegetarret, som du kan læse om den her. Jeg har i denne version lavet retten på grønne linser, spinat, rosenkål og peberfrugt. Super lækkert, også at komme en typisk dansk grøntsag som rosenkål i en mellemøstlig ret. Vil du ikke nyde retten som vegetarret, kan du servere den til fx kylling eller ovnbagt laks
Prøv også andre af mine opskrifter med bælgfrugter
Ingredienser
Til 4 personer
- 2 porrer
- 2 løg
- 1 solohvidløg eller 3-4 almindelige fed hvidløg
- 2 grønne peberfrugter
- 150 g spinat
- 8-10 rosenkål
- 1 ds hakkede tomater + skyl dåsen med ½ dl vand
- ½ spsk røget paprika
- ½ spsk stødt koriander
- ½ spsk stødt spidskommen
- ½-1 tsk cayennepeber
- 1 lille håndfuld frisk koriander - gem bladene til servering
- salt og friskkværnet peber
- 1 dåse grønne linser
- 4 æg
- olivenolie til stegning
Til servering
Sådan gør du
- Hæld linserne op i en si, skyl dem i koldt vand og lad dem dryppe af
- Rist sesamfrøene på en tør pande
- Har du købt et hel granatæble, piller du kerner ud
- Rens porrer og skær dem i tynde skiver
- Pil de yderste blade af rosenkålene og skær dem derefter i kvarte
- Pil og hak løg og hvidløg fint
- Skyl peberfrugter, halver dem, fjern kernerne og skær peberfrugterne i tern
- Pil bladene af det friske koriander, hak stilkene fint og gem bladene til servering
- Varm olivenolien op i en pande, som du har låg til (ellers kan du bruge stanniol som låg eller bruge en gryde, men retten 'gør sig bedst' i en pande) og steg porrer, løg og hvidløg et par minutter
- Tilsæt peberfrugt og rosenkål og steg 1 minut
- Tilsæt røget paprika, koriander og spidskommen og steg ½ minut mere og tilsæt de hakkede korianderstilke
- Tilsæt spinat og rør til den falder sammen
- Tilsæt de hakkede tomater, vand og vend derefter linserne i retten
- Skub saucen ud til siderne af panden med en ske, så der dannes et hul, hvori du slår et æg ud. Gentag processen med alle 4 æg og læg låg på panden
- Lad retten simre 5-10 minutter til æggehviderne er blevet faste og blommerne stadig er flydende
- Drys de ristede sesamfrø, tørrede tranebær, granatæblekerner og korianderbladene over retten og server med naanbrød, fladbrød eller manakish.
Hvis du ikke ønsker at nyde retten som et vegetarisk måltid, kan du servere den til fx ovnbagt laks eller til kylling