Spicy kalvekødssalat

Jeg holder meget af lette retter, og denne salat er let og samtidig mættende. Grøntsager, nødder og frugt er en dejlig kombination, som harmonerer godt sammen med kalvekød og den spicy cayennepeber. Salaten har, med sine ingredienser, balancen mellem det søde, det sure, det stærke og det salte. Salaten kan nydes både varm og kold.

Når jeg bruger kalvekød, eller oksekød, der skal skæres i strimler eller tern, køber jeg altid steaks og skærer dem selv, i stedet for at bruge det udskårne kød, jeg kan købe i supermarkedet. Så kan jeg helt selv bestemme, hvordan jeg vil skære det.


Ingredienser

til 4 personer

  • 4 kalvesteaks
  • 1 zucchini
  • ca 1/2 blomkål, hvis det er et lille blomkål, skal du nok bruge mere end et halvt
  • 100 g grønne bønner
  • 2 forårsløg
  • 1/2 rød peberfrugt
  • 1 stykke spidskål, så der kan blive ca 3 dl fintsnittet
  • 60 g cashewnødder
  • 1 hjertesalat
  • 8 små dadel- eller cherrytomater
  • 8 store grønne druer
  • lidt olivenolie til stegning

Marinade:

  • 3 fed hakket hvidløg
  • 1 spsk revet ingefær
  • 5 spsk sojasauce
  • 2 spsk oliven olie
  • 1 tsk cayennepeber
  • saft af 1 limefrugt

Sådan gør du

  1. Bland ingredienserne til marinaden i en skål.
  2. Skær zucchinien igennem på langs og skær de to halvdele i tynde skiver
  3. Lav små buketter af blomkålet
  4. Skyl bønnerne og skær dem i stykker på ca 2 1/2 cm.
  5. Skyl forårsløgne og skær dem i skrå skiver
  6. Skær peberfrugten i små tern
  7. Rist cashewnødderne på en tør pande
  8. Skyl ca 5 blade af hjertesalaten per person
  9. Snit spidskålen fint, så du har ca 3 dl, let sammenpresser
  10. Skær tomaterne i skiver - bruger du dadeltomater skærer du 3-4 skiver af hver - bruger du cherrytomater skærer du dem i kvarte
  11. Skær kalvesteaks i tynde strimler
  12. Varm olien op i en sauterpande eller stegepande og steg kødet. Det må gerne blive brunt og sprødt
  13. Tilsæt blomkål og zucchini og rist videre i et par minutter
  14. Tilsæt bønner, forårsløg og peberfrugt og rist videre i et par minutter
  15. Skru ned for varmen og hæld marinaden over
  16. Det hele varmes igennem
  17. Server i skåle eller fx pastatallerkner. Læg hjertesalaten op ad kanten og fyld den snittede spidskål i bunden (se billede nedenfor). Fordel derefter kød- og grøntsagsblandingen over - få al marinaden med
  18. Pynt med de ristede cashew, tomat- og druestykker