Er der noget bedre end en spicy thaisuppe til at varme sig på en mørk novemberaften? Denne suppe er nem at lave, den smager fortryllende og sender tankerne til varmere himmelstrøg. Og varmen får man med karrypasta og chili, men som altid er mit råd, at man vælger den type og mængde chili, man selv føler, giver en spicy suppe. Hvis du føler, at din suppe er blevet lidt for spicy, kan du tilsætte lidt sukker. Suppen kan nemt laves i en vegetar-version ved at skifte hønsebouillon ud med grøntsagsbouillon og skifte kyllingen ud med fx blomkål, søde kartofler og/eller broccoli
Ingredienser
Til 4 personer
- 500 g kyllingebryst
- 3 stængler citrongræs
- 6 limeblade
- 2 spsk friskpresset limesaft
- 1 solo hvidløg eller 3-4 fed almindelig hvidløg
- 3 spsk revet ingefær
- 1 spsk rød karrypasta
- 2 røde chilier - suppen er spicy, men vælg den chilitype og -mængde, der er spicy for dig
- 2 tsk stødt gurkemeje
- 4 forårsløg
- 125 g sukkerærter
- 2-3 gulerødder
- 10 cherrytomater
- 1 bundt koriander
- 1 ds kokosmælk
- 1 l hønsebouillon
- 2 spsk soyasauce
- 1 spsk kokosolie til stegning, olivenolie kan sagtens bruges
Sådan gør du
Skær citrongræsstænglerne i 3-4 stykker og bank dem med bagenden af en kniv
Riv ingefær og hak hvidløg og chili fint med en kniv
Pres saften af limfrugten
Pluk bladene af korianderstænglerne og hak stænglerne fint med en kniv - gem bladene
Skyl forårsløg og skær dem i skrå skiver på ca 2½ cm
Skyl/skræl gulerødder og skær dem i tynde skrå skiver
Skyl sukkerærter og skær dem igennem på langs
Skyl cherrytomaterne og skær dem i halve
Skær kyllingebryst i små tern, der kan spises med en ske
Varm kokosolien op i en gryde og svits hvidløg, ingefær, chili, citrongræs, limeblade, korianderstængler og karrypasta i 1 minut
Tilsæt kyllingestykkerne og svits dem til de tager lidt farve
Tilsæt gulerødder og svits 1 minut og tilsæt derefter gurkemeje og rør det godt rundt
Tilsæt kokosmælk og hønsebouillon og lad suppen simre, til kyllingen er mør
Tilsæt sukkerærter, tomater , limesaft og soyasauce og varm suppen igennem
Inden servering drysses med nogle af korianderbladene, resten serveres til
Server suppen med en skål ris pr person
Tip:
Du kan erstatte kyllingen med kogte vanameirejer. Brug samme fremgangsmåde, spring kyllingen over og tilsæt rejerne sammen med sukkerærter og tomater og varm igennem. Og erstat hønsebouillon med grøntsagsbouillon
Du kan lave suppen vegetarisk og fx tilsætte blomkål, søde kartofler og/eller broccoli i stedet for kylling, og så bruge grøntsagsbouillon i stedet for hønsebouillon